Hej med dig lille årsunge :)

Det er vel efterhånden mere reglen end undtagelsen, at jeg forfalder til klichéen at gøre status over det forgangne år, mens det nye sidder pænt i venteværelset og venter på at blive kaldt til undersøgelse hos lægen...

2012.... Oh.... din lille lumske satan, jeg har nu egentlig meget godt kunnet lide dig, men du har også været lidt som en besværlig teenager til tider. Og jeg synes du skal arbejde med dit sprog ;)

Men hvad var du så for en fætter?

Jeg vil holde det i den klassiske listeform, da vi alle har travlt idag, og...  jeg er jo også voldsomt glad for listeformer:

Antal frustrationer opfulgt af panikopkald over  Lance´s opførsel: Ca 7... et tal der er foruroligende stigende i forhold til 2011, hvilket er en udvikling jeg håber på at vende.

Antal P-bøder: 1 (YES!!!!!!!!!!!!)

Antal fald i offentlighed: Lidt for mange...eller... lige som det plejer... eller... tag dig dog sammen Anja K!!!  Som prime-incident kan her nævnes det berømte kontorfald på Novo, hvor der både blev sat sorte fartstriber på gulvet (af mig selv utilsigtet), og senere hen tegnet et hændelsesforløb så samme gulv af de venlige vidner ;) Det der var imponerende (iflg. de venlige vidner) var at fremdriften på intet tidspunkt stoppede undervejs, og at gangen fortsatte ufortrødent som om intet var hændt bagefter...
Jeg er også lidt glad for det fald, hvor det lykkedes mig at ryge HELT ned med en kop kaffe i hånden, og smadrede mig selv fuldstændig (målt i antal blå mærker) for ikke at spilde kaffen (det lykkedes).

Antal fald i smug: 1076

Koncertoplevelser: Faktisk kun 22 (jeg har lige talt), jeg tænker der er plads til optimering! På toppen bør nævnes. Ryan Adams i Falkoner, Efterklang og Sjællands symfoniorkester i konservatoriets koncertsal (der var tårer), Gotye i Falkoner (pure genius and love... damn!!), Teitur i Templet (den lille gut skulle have verdens største kram), Pearl Jam i Forum (Eddie for president!)...

Antal jobskift: 1 (konstant i forhold til 2011) Frem og tilbage er lige langt ;)

Antal gange jeg har tænkt på fremtiden med bekymret panderynke: 5

Antal gange jeg har tænkt på fremtiden UDEN bekymret panderynke: 1341 :-)

Antal gange jeg har tænkt "lad mig dø" når vækkeuret ringede: 343

Antal gange jeg er sprunget ud af sengen frisk og veludhvilet: 0

Antal gange jeg har forsøgt mig med "det sagde hun også igår" vitser: 238

Antal gange "det sagde hun også igår" vitser er faldet i god jord: 0 (jeg fortsætter ufortrødent)

Antal bagte snobrød: 4 (med verdens flotteste snobrødspind), 2 af disse måtte gnides af på fliser for at fjerne det sorte, men tæthedsfaktoren har konstant været 100%

Antal dødstrusler jeg selv er kommet med: ca. 833

Antal dødstrusler modtaget: 45

Udlandsrejser: 3 (helt klart plads til optimering her)

Drømme om emigrering til fjerntliggende sted: 3

Drømme om emigrering til fjerntliggende sted lagt brak igen: 3

Lattertårer: 6729...yay!!

Antal gange jeg har tænkt med taknemmelighed på alle de fantastiske mennesker i mit liv: Beyond numbers!!!!!

Kastaniedyrs-sessioner: 3

Bedste filmoplevelse: "Searching for Sugar Man"...  så rørende en historie, så ydmygt et menneske, og så god musik!!!

Angstlyde fremkommet under gyserfilm: Beyond numbers, her bør især nævnes Sinister, som ... uhh!

Gange jeg har tvivlet på egen mavefornemmelse: 5

Gange jeg BURDE have tvivlet på egen mavefornemmelse: 0

The rest is history ;)

Alt i alt, et turbulent, dejligt, tankevækkende år fyldt med aha-oplevelser og plat humor...  lidt som en forvandlingskugle, der skifter farve og smag hver gang man lige troede den havde lagt sig fast på noget... Ikke alle smagsvarianter er lige vellykkede, men man spytter den ikke ud alligevel, for man skulle jo nødig gå glip af den næste transformering som kunne være den bedste hidtil.

Godt nytår til jer alle, 2013 bliver for vildt... på den fede måde. Trust me!!

Krammere, dask med dimser, geværsalver og ønsker om alt det bedste :)

Your devoted agent.... Anja K.

Hvad skal vi så til at sige....?

Jeg er bekymret....  (hvad igen?.... ja igen!)

Denne gang er det sprogets forfald, og ikke mindst udvanding, der giver mig anledning til angst... og jeg har feber så bær over med mig, jeg skriver dette for at holde mig beskæftiget og undgå at chikanere alle jeg kender (mere end højst nødvendigt) i min latterlige selvynk.

Vi kan jo starte med det nemmeste, altså forfaldet. Jeg finder det grænseløst irriterende at sproget skal tilpasses dem, der ikke kan finde ud af at lære og bruge det. Her taler jeg ikke om folk, der er ordblinde, har svært ved at formulere sig på skrift, eller på anden måde er udfordrede (herunder undertegnede, som kaster rundt med tegnsætning og talesprog som en mindre talentfuld jonglør, der bliver ved med at tabe boldene, og bander undervejs).

Det der  får mit blodtryk til at stige, er at betydningerne af ordene skifter, fordi en stor flok ikke ved, hvad de betyder, men bruger dem ufortøvet alligevel.
Vi kan tage et ord som "bjørnetjeneste", nu er det pludselig okay at bruge det om en "meget stor tjeneste", istedet for den oprindelige betydning, som var i en noget anden retning.
Et andet eksempel kunne være "forfordele", som nu bruges om at få for meget/mere end de andre af noget, eller blive positivt særbehandlet på anden vis. Den rigtige betydning er stik modsat! (knurrer vredt).

Det eneste jeg godt kan lide ved det ovenstående, er at de nye ord med de "falske" betydninger har fået deres eget ord, nemlig "pendulord"... og lige præcis dét ord, kan jeg faktisk rigtig godt lide.

Måske er jeg 108 år gammel, men det er sjusk i min bog, og overhovedet ikke naturlig udvikling som mange argumenterer. Naturlig udvikling er (for mig subjektivt) at helt nye ord opstår, at dialekter ændrer sig, at nogle ord skifter stavemåde (selvom dét også nogle gange virker hovedløst og fordummende på mig... Majonæse? Øh nej, det kan I glemme... never-fucking-ever!!!).

Men når sandheden skal frem er jeg mere bekymret for udvandingen af ordene.

De generationer der er yngre end undertegnede (og det bliver desværre flere og flere..dammit!), har et meget rørstrømsk/dramatisk ordvalg. Der skal ingenting til før de helt helt store ord kommer i spil. Vi taler kærlighed, had, sorg, ekstase... you name it!

Tøser på 16 "æææææælsker" deres "skatte-musse-veninder... møs-møs" på en så passioneret måde, at jeg ikke....selv med min meget livlige fantasi... kan forestille mig, hvordan de så taler til deres kærester. Dermed ikke sagt at der kommer noget specielt godt ud af at reducere en 18 årig knægt til "lille skattemus"... Men måske forstår I hvad jeg siger (maybe not). Det svarer i min verden en lille smule til at stå i en jungle, og bruge al den ammunition, man havde med til at beskytte sig, på det første uskadelige firben man ser... og når så leoparden kommer, hvad har man så at skyde med? Jep... nothing! (Bulgaria 10 points).

Det samme gælder når det er i den negative retning, de taler meget hurtigt om store svigt, had, ulykkelighed og uoprettelig skade. Her har jeg den samme bekymring, hvad vil de sige/skrive hvis de virkelig oplever en stor sorg a´la en de elsker der dør, eller alvorlig sygdom hos de nærmeste. Ammunitionen er brugt op, og genbrug af ordene fra da "bedsteveninden valgte en anden fest end min" vil kunne opfattes som at sidestille de to ting...

Med fare for at lyde uhyggeligt tussegammel (igen), så er det nok også de sociale medier, der fremelsker denne form for sprogbrug. Det hele bliver lidt en konkurrence om de "rigtiges" gunst... så de battler på nuttede ord, store kærlighedserklæringer mm. For at fastslå egen status eller etablere den. Jeg er glad for jeg ikke er 16-17 år idag, det må være hårdt derude, helt seriøst, man er hele tiden blottet på en måde, der umuligt kan være sund, men samtidig ikke er til at slippe udenom i fællesskabets navn.

Jeg kan godt huske, hvordan det var at være teenager, SÅ tusset er jeg heller ikke. Jeg erindrer tydeligt da alt man kom ud for nærmest føltes som verdens undergang eller det modsatte, så følelserne er nok de samme. De bliver bare udstillet på en helt anden måde idag.... jeg ville mildest talt være et nervevrag, hvis det var mig der skulle i krigszonen på den måde.
Dengang talte man med veninderne om det i telefonen eller på værelset....  og ingen kunne se hvad veninderne kommenterede på det drama, der havde udspillet sig til seneste halfest. Ikke for at romantisere verden dengang, for der var masser af sladder i krogene, onde rygter om folk osv... but still!

Okay, det her blev længere end forventet... et tilbagevendende problem! Jeg ville egentlig bare komme frem til at vi har brug for nye ord!!!
Når alle bruger de største og smukkeste vi har i flæng og kaster dem i grams for masserne, så er der brug for anden ammunition, når de virkelig store følelser skal beskrives.

Måske ord som:

• "Nufle" (verbum), kan bruges når man skal udtrykke følelse af et stærkt, særligt venskab man er taknemmelig over. Er også internationalt venligt: "I nuffle you". Kan erstatte BFF´s og deslige.
• "Prorit" (adjektiv). Bruges om en fordærvet person, der mangler integritet og har skuffet fælt på det personlige plan. Eks. "Du er en prorit person" (NOT a compliment!)
• "Kumalm" (substantiv): Et positivt ord der ofte kan hæftes på en person i forbindelse med tak. F.eks. "Tak for liftet, du er en kumalm".
• "Uitslage" (verbum) Virkelig skidt!! Her er tale om decideret foragt eller had, et ord der bør bruges med ypperste forsigtighed, det kan aldrig trækkes tilbage. Og må kun udtales i sager hvor tilgivelse aldrig kan komme på tale (farligere end at udtale Voldemort højt).
• "Haflung" (substantiv) Det nye ord for kærlighed af romantisk karaktér...F.eks. udtalt ved venners bryllupper: "må jeres haflung vare evigt"
• "Miffle" (verbum) Lægger sig tæt op ad haflung, idet det er det nye "elske" (ikke til BFF´s), derfor også valgt med henblik på international venlighed: "I miffle you"

Måske skulle jeg bare snuppe en panodil mere, hoste lidt og slumre hen igen... for alles skyld!

Forresten....I er alle nogle kumalmer ! :-)

Kh.
Agent Ebola

Hvad har DU så lavet?

Det kor jeg synger i skal d. 18. december give en koncert i Vridsløselille statsfængsel... Det er ikke første gang med koncerter i fængsler for dem, men det er første gang efter jeg blev medlem.

Midtvejs i koncerten er der en kaffepause, hvor vi skal socialisere/smalltalke med de indsatte.  Den oprindelige ordlyd var at vi skulle "underholde os" med fangerne... den gjorde mig utryg!! Men formuleringen er heldigvis ændret, til vi skal drikke kaffe og snakke ;-)

Nå men... jeg har i den forbindelse tænkt over, hvad man dog taler med en straffefange om? Besynderligt nok forestiller jeg mig, det bliver meget akavet. Besynderligt fordi jeg normalt taler fint med alle mulige fremmede mennesker, om alt mellem himmel og jord. Men måske er det det iscenesatte i situationen, jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til.

Anyway; jeg har tænkt over det, og forestiller mig følgende relevante spørgsmål:

• Hvad bringer dig her? 
• Har jeg ikke set dig før?
• Hvor gammel var du da du fik din første tusch?
• Ved din mor godt, hvor du er?
• Hader du ikke også bare folk der bruger sort arbejdskraft?
• Jeg har altid tænkt på, hvor stort kæbetryk har en kamphund egentlig?
• Kan man bestille custommade klemmer hos dig?
• Hvor mange kg tager du i bænkpres for tiden?

ENESTE (absolut eneste) problem ved ovenstående er at det KUNNE komme til at virke som et forhør, og dermed muligvis bane vejen for en uhensigtsmæssig modreaktion jævnfør de indsattes historik med den slags. Og eftersom jeg ved det ikke bliver muligt for mig at tage alle mine russiske vintage-våben med indenfor murene, vil jeg muligvis være i fare under denne. Jeg har derfor tænkt på nogle ice-breakers, så de ikke føler det kun er dem, der skal levere oplysninger.

Men hvad fortæller man potentielle drabsmænd om sig selv? Man vil jo ikke afsløre for meget, men det skal stadig være tilpas personligt til at åbne for en dialog. Mulige forslag til sikre oplysninger kunne være:

• Jeg er engang gledet i en frø på min cykel, jeg fik et herrestort (bevidst valgt vestegns-sprog) blåt mærke på knæet (alle fanger kan forholde sig til fysisk smerte, og hvis han er psykopat vil han finde glæde i frøens skæbne).
• For nylig drømte jeg at jeg havde en swimmingpool fyldt med kokosmel, og Extreme sad på kanten og sang "More than words", det gjorde mig bange (her viser jeg at jeg ikke er bane for at lukke dem ind i min underbevidsthed, det skaber tillid)
• Jeg ønsker mig en Nespresso kaffemaskine i julegave (alle mennesker kan og bør forholde sig til kaffe)
• Ca. en gang om ugen får jeg McArine-sangen på hjernen, og jeg overvejer at søge psykologhjælp som følge heraf (dette vil åbne for en samtale om fangens egne psykiske problemer).
• Jeg troede 100% på vampyrer da jeg var lille, og sov i over et år med et lille kors i hånden.. (dette vil fortælle den indsatte at det er OK at være bange om natten).

Måske skulle jeg bare synge, drikke kaffe og så ellers holde min kæft for resten?? ;-)

Kys på snuden og god weekend til alle (inkl. dværge)

Agent Gorba

Musiklisten....Er den mulig?

Jeg har ofte lyst til at lave en topliste over de albummer, der har betydet mest for mig gennem al tid, måske en top 10,  måske en anden slags liste...  Men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre...og jeg er heller ikke helt sikker på, hvorfor jeg føler jeg skal lave den.

Når jeg tænker på den, er det ikke som en liste over de mest nyskabende eller geniale albums, der er lavet, men en liste over den musik, der har frembragt følelser, hjulpet mig gennem de sværeste dage, fået mig ud af sengen o.s.v. ja.... simpelthen den musik, der har gjort livet lettere, sjovere eller fået mig til at forstå eller turde mærke det i livet, der ikke er let, og heller ikke nødvendigvis skal være det.

Det første der altid falder mig ind af den slags albums er Rage against the machine´s album af samme navn fra 1992. Jeg tror på det stadig, når jeg engang bliver en mimrende gammel dame, vil være det album, der har givet mig mest.
Når jeg er trist giver det mig kampgejst til at klare det, der skal klares, når jeg er glad gør det mig gladere, og når jeg træner får det mig til at give de 20% mere, jeg ikke troede jeg havde.
Jeg takker guderne for Zack de la Rocha og Tom Morello mødte hinanden, og det band blev dannet, og jeg har i mange år sagt, at jeg aldrig skal giftes, medmindre, der kan blive spillet "Killing in the name of" til mit bryllup. Jeg tror det er fysisk umuligt for mig at høre det album uden på et tidspunkt undervejs at sidde med et saligt smil på læben.

Et andet; der helt sikkert skal med på listen er Ryan Adams "Demolition". Det er et album fuld af følelser, både de gode og de mindre rare. Det lærte mig at elske lyden af mundharmonika, at fusionen mellem country, singer/songwtriter og rock er fantastisk. At det kan være fedt når der ikke synges rent.
Det rummer så mange genrer både separat og blandet sammen, det er umuligt at sætte 100% i bås. Og den mængde dybe følelser der vælter ud af højtalerne på numre som "Cry on demand", "Desire" og "Dear Chicago" er nærmest overvældende. Ydermere overrasker "Chin up, Cheer up" mig hver eneste gang jeg hører det, jeg glemmer ligesom altid hvor godt det egentlig er, indtil omkvæddet begynder, og så bliver jeg voldsomt glad.
Men det er for mig i melankolien han har sin allerstørste styrke, han kan som ingen anden fortolke følelsen af håbløshed, tomhed og savn... så jeg nærmest tror det er decideret farligt at lytte til hans tidligere albums (herunder også Gold, 29 og Love is hell) i nedtrykt sindstilstand.

Jeg er også nødt til at inkludere Teiturs "Poetry and aeroplanes". Det album er så lyrisk smukt at det næsten gør ondt. Generelt er Teitur en meget rørende kunstner, der både besidder en ydmyghed der er enormt tiltalende, og et mod og en ærlighed der går rent ind hos mig. Samtidig har han en skarp stille humor, som man først rigtig forstår når man ser ham live. Jeg bør i den forbindelse nok takke ham der introducerede mig til Teitur i 2007 (ja så sent), ingen nævnt ingen glemt! 

Følelsesmæssigt og musikalsk holder det album hele vejen, og jeg tror også det vil kunne give mig en knude i maven når jeg bliver den føromtalte gamle mimredame. Særligt elsker jeg "I was just thinking", "Rough around the edges", "Sleeping with the lights on" og "Shade of a shadow".... 

Nu bliver det her indlæg snart for langt, og på ingen måde særlig liste-agtigt, så jeg vil prøve at gøre resten kort:

Tina Dickow´s "Count to ten" ... ramte lige ned i den livssituation jeg stod i da det udkom, og satte ord og melodi på de tanker og følelser jeg gik rundt med. Særligt "Craftmanship and poetry" og "You know better" ramte plet.

Pearl Jam´s "vs.", jeg elsker det!! Og uden at nævne mit kommende ægteskab med Eddie med et ord, så må jeg fremhæve "Indifference", "Rats", "Leash" og "Elderly woman behind the counter in a small town".

Depeche Mode "Violator", fordi Personal Jesus er et af verdens bedste numre, fordi Dave Gahan er en af verdens mest sexede mænd (still) og fordi det har en gennemslagskraft der er virkelig sjælden.

Florence and the machine "Lungs", fordi jeg elsker hendes stemme, er fuldstændig vild med dramaet og de store følelser i numre som "Hurricane drunk" , "Kiss with a fist", "Howl" og "Oneeyed girl" , fordi videoen til "Drumming song" ville få mig til at forelske mig i hende, hvis jeg var mand, og fordi hun er helt sin egen...

Radiohead´s "The bends"... fordi "fake plastic trees" er et af mine yndlingsnumre for evigt, som kun kan synges ordentligt af Thom Yorke. Men også på grund af "Just", "High and dry" og "Street spirit"....

Eddie Vedders soundtrack til "Into the wild", fordi både filmen og musikken rørte mig dybt... jeg græd i flere timer efter at have set den film. Og musikken er så smuk, som kun Eddie kan lave den.

Blurs "parklife", fordi det bringer minder om sjove sjove tider, fordi jeg var dybt forelsket i Damon Albarn i gymnasiet (og stadig godt kan forstå hvorfor), og fordi det er så pissegodt skruet sammen, og anderledes end noget andet.

Portisheads "Dummy", fordi det helt simpelt er et fantastisk albums, især "Mysterons" har mit hjerte.

Jeg kan godt se det her må stoppe... jeg laver listen en anden dag for der mangler mindst 100 albums, måske kan den slet ikke laves, forsøget på det, har i hvert fald ikke overbevist mig om det modsatte ;)

Jeg har nærmest dårlig samvittighed overfor dem jeg ikke har nævnt, såsom Beck, Alanis, Björk, The Smiths, Nina Simone, The cure, Tom Waits, Neil Young, Nirvana, PJ Harvey.... og alle de andre ;o)

De fleste af de nævnte albums er af ældre dato, og det er jo naturligt nok jf. kriteriet om at de skal have haft en betydning i mit liv gennem længere tid. Men jeg synes alligevel jeg vil slutte med at huske på at der også nu laves albums, som jeg om måske 10 år ville kunne medtage på listen, eksempler kunne være:

Choir of young belivers "Rhine Gold"
Efterklang "Magic chairs" og "Piramida"
Kira Skov "Memories of days gone by"
The Roy Hargrove quintet "Earfood"
Mumford and sons "Sigh no more"
Joan as police woman "To Survive"
Local Natives "Gorilla Manor"
Great lake swimmers "New wild everywhere"
Tame Impala "Lonerism"
Gotye "Making mirrors" (fik jeg nogensinde nævnt jeg glæder mig til koncerten på onsdag)

Okay... det går heller ikke..haha! Jeg går fandme i seng!

Krammer, en lammer og god weekend til jer alle derude :-)
Agent A

Efterklangen af Efterklang

Efterklang som også kaldes for rumklang er en langsomt udklingende lyd i et rum, efter kilden til lyden er blevet tavs. Efterklangen måles som den tid, det tager lyden at dø ud til et bestemt niveau.

Dét er en meget rammende beskrivelse af den følelse jeg sidder med efter aftenens koncert med netop Efterklang og Sjællands Symfoniorkester i Konservatoriets koncertsal. Den egentlige lydkilde er blevet tavs for noget siden, men det er langt fra ovre med rumklangen indeni.

For at få detaljerne på plads først, så taler vi om konceptet "60 minutes of X", en række koncerter hvor SSO fusionerer den klassiske musik med den kontemporære. Aftenens koncert med Efterklang og numre fra deres seneste album "Piramida" var den første i rækken i denne omgang, senere følger Aaron og Bryce Dessner fra "The national", Prokofiev/DJ Noize og Uri Caine.

Under introduktionen blev der talt om at idéen var at udbygge symfoniorkestret med et band som Efterklang, eller Efterklang med et symfoniorkester, og samtidig fusionere dem til ét stort band. Udgangspunktet har været Efterklangs numre, og spørgsmålet der blev forsøgt besvaret var: "Hvis man kan lide Efterklang, hvilken type klassisk musik vil man så også kunne lide?"

Jeg ved ikke hvad konklusionen på spørgsmålet endte med at blive, men jeg ved de svarede rigtigt!

Udgangsmaterialet; nemlig Efterklangs Piramida album er intet mindre end fænomenalt. Man skulle ikke tro de tre barndomsvenner Rasmus, Mads og Casper fra Als kunne overgå sig selv, men det har de gjort. Det er et album der både byder på overraskelser, fine små detaljer man først hører ved 10. gennemlytning, og samtidig er det en overdådig drømmende melodiøs buffet, som virker genkendelig fra første færd. Sjældent helstøbt hvis man spørger undertegnede. 
Men samarbejdet med SSO og den innovative tyskfødte dirigent André Ridder, føjede en ekstra dimension til numrene. Det blev decideret smukt og åndeligt, samtidig med at den uhøjtidelige aura der omkranser drengene i Efterklang hele tiden var tilstede. Nærvær er nøgleordet.

Visuelt var det også overdådigt, den smukke sal, alle musikerne, de æstetiske gamle strygerinstrumenter med skrammer fra livets mange koncerter, lyset, smilet på læberne hos både de optrædende og stort set alle i publikum... man følte sig hensat til en anden verden, og som en del af noget større. Det er sjældent og dyrebart at være i sådan et øjeblik, og jeg føler stor taknemmelighed over at have været med.

Supporten var amerikanske Peter Broderick, som også er en del af Efterklangs live-setup, men som soloartist er han absolut også værd at opleve. Han er en sær personage at beskue, men han besidder en fantastisk musikalitet og en vokal der giver drømme vinger. I dagens anledning opvarmede han med et ensemble fra orkesteret, og det satte stemningen perfekt for den auditive og visuelle rejse hele salen skulle ud på. 

Jeg vil gå så vidt som at sige det til tider gjorde nærmest fysisk ondt, hvor mærkeligt det end må lyde. Det var svært ikke bare at lukke øjnene og svømme hen, men samtidig ville man gå glip af så meget ved at gøre det, at man tvang sig til at kigge. Uden at jeg forventer det kan forstås af dem der ikke sad i salen, vil jeg sige at nogle øjeblikke under koncerten legemliggjorde, det man siger med at smerte og glæde er meget tæt forbundet, og på en måde så man fik en fysisk reaktion. Jeg skammer mig på ingen måde over at indrømme at det prikkede gevaldigt i tårekanalerne flere gange. Men latteren var der også, Casper Clausens (vokal) fremtoning, kontakt med publikum og mimik alene var kilde til flere høje grin. En anden kilde til morskab var tanken om at Rasmus Stolberg (Bas og guitar) meget vel kunne være søn af Burt Reynolds som vi kendte ham i 80´erne.... en lidt ranglet udgave, men lighedstrækkene er ikke til at tage fejl af.

Jeg vil stoppe her.... jeg tror I har forstået budskabet, nemlig at jeg giver alle verdens stjerner til denne enestående koncertoplevelse og føler mig usandsynlig heldig og mættet.

Jeg glæder mig nu bare til d. 1. november hvor CPH:DOX har premiere på filmen "The ghost of Piramida" i Grand teatret, en film om tilblivelsen af albummet, som er opkaldt efter den russiske spøgelsesby på Svalbard af samme navn:

http://www.cphdox.dk/d/12film.lasso?ser=1973&s=2012004

Kh.
Agent Gorba

Tanker til diverse dyr... til og fra arbejde.

Jeg blev igår konfronteret med det faktum at det jeg fylder denne blog med, som sådan ikke har noget mål. Og det er 113% sandt :-) men nu er jeg stor tilhænger af at gøre ting uden endestationen for øje, da jeg mener det giver mere plads til spontane tanker, og ideen om at gøre noget bare fordi man har lyst tiltaler mig vældigt!

Så idag handler det om nogle dyr. Dyr der påvirker mig  eller har gjort det, uden egentlig at have været en del af mit liv.

Vi starter i den lette ende af skalaen: Lamaerne der forsvandt!

Jeg arbejder oppe i forskerparken i Hørsholm, eller... det er jeg lige vendt tilbage til at gøre efter et års afstikker til Novo i Gentofte. Pointen med at fortælle dette er, at da jeg sidst arbejdede deroppe, kom jeg hver eneste dag forbi en indhegning med lamaer, lige ved den afkørsel (Hørsholm S red.) jeg skal af på.

Hver morgen kiggede jeg lige på lamaerne inden jeg drejede fra, som sådan en ubevidst handling, men jeg ved, jeg blandt andet bed mærke i følgende.

• Var de udenfor eller inde i deres lille lamahus?
• Stod de i flok, som spredt for vinden eller var der bare én der stod alene, som de andre ikke ville lege med?
• Spiste de?
• Sov de?

Jeg har egentlig aldrig set dem drikke noget, kommer jeg nu i tanke om... Nå! 

Men lamaerne gjorde mig lidt glad hver dag, synes det var en god start på en arbejdsdag lige at tjekke dagens lamabarometer. De er generelt ret hyggelige dyr, som ser lettere mølædte ud, og på en eller anden måde minder lidt om en bamse man har elsket ihjel som barn.

Men i går, hvor jeg havde første arbejdsdag tilbage i forskerparken,  var de pludselig væk. Det føltes lidt uhyggeligt, som et varsel eller lignende. Og jeg er ikke særlig overtroisk, så jeg tror ikke det er et varsel, men jeg ved jeg savner dem, selvom jeg aldrig har kendt dem rigtigt. Hvor mon de er? Kommer de tilbage? (det ser ud som om der foregår noget arbejde i deres fold) eller er de solgt? eller endnu værre aflivet?

Jeg kan mærke jeg ikke får ro før jeg har opklaret sagen!

Og nu straks til noget værre og meget mere alvorligt (for vi ved jo ikke om lamaerne er lykkelige, og kommer igen): Den tragiske andedød!

Vi er igen tilbage i tiden, Anja K har fået fri og kører afsted i Lance, nu på vej PÅ motorvejen istedet for af, og dér midt på tilkørslen, ligger han. Den døde mande-and! I sig selv gjorde synet af en overkørt and mig trist, jeg kan ikke lide når dyr dør, medmindre de har otte ben, eller er udstyret med brod. Så det var slemt nok. 

Men det der virkelig fik mig ned med nakken var at ande-konen, sad inde i rabatten og vågede over sin døde mage. Hver gang der var et hul mellem bilerne der var stort nok (ja jeg stoppede bilen inde i siden) vraltede hun håbefuldt ud på kørebanen, og prikkede til ham med sit næb, for at få liv i ham... og når der så kom en bil, var hun tvunget til at gå tilbage i rabatten, kun for at vende tilbage til ham når der igen var plads og tid til det. 

Hun er der heller ikke mere, men hver eneste dag når jeg kører ned på motorvejen, tænker jeg på dem, og det giver hver gang et stik i agentens hjerte. 

Nu er det sådan med ænder at de er monogame, når de først har fundet deres mage, er det for livet. Det gælder vist i øvrigt også duer, grågæs og spidsmus, men det er for så vidt sagen komplet uvedkommende. Det gør mig bare helt fantastisk trist at mande-anden skulle dø, og at der nu er en dame-and derude, som ikke mere får ællinger i foråret (ællinger gør verden til et bedre sted), og som på et eller andet tidspunkt efter jeg kørte slukøret hjem, har måttet opgive håbet og gå væk i erkendelsen af at han aldrig ville vågne, hvor meget hun end prikkede til ham med sit næb. Måske var det blevet mørkt, det forestiller jeg mig, og hvor mon hun gik henad?

Ja, jeg ved jeg tillægger dyrene menneskelige følelser nu, og at i naturen er romantik ikke eksisterende. Dyrenes adfærd og parringsmønstre er naturligvis blot det der er mest hensigtsmæssigt for arten.... Men jeg kan ikke lade være! 

Jeg håber hun har det godt et sted derude! For nu blev jeg helt trist igen... undskyld på forhånd, hvis jeg har gjort det samme ved dig.

Lover mere muntre toner næste gang :-)

Kh.

Agent Gorba

Bliv hos os Anders, så får du en is!

Jeg er bekymret! Min sjæl er tynget af uro, dommedagstankerne vælter ind over min bevidsthed som en tsunami i langsom gengivelse, og truer med at udslette 3 ud af 5 af mine personligheder...

Hvorfor nu det Anja K? Du plejer da ellers at være i godt humør, hvad er der dog los?

Det er Anders Lund Madsen (igen)! Jeg frygter simpelthen for hans videre eksistens, han bliver mindre og mindre, hans små kinder buler indad, og jeg er slet slet ikke tryg ved situationen! Selvom hans vilde troldehår og skæg camouflerer en del af "somalisyndromet", så er det tydeligt for enhver at han har mistet omkring 67,8% af sin kropsmasse over den senere tid.
Kan det ske at han en dag bliver så lille at man utilsigtet (for det ville det være) ville komme til at træde på ham og ende hans dage?, vil en vred rovfugl kunne snappe ham og forsøge at fodre sine sultne unger med ham, eller ville man kunne glide i ham på sin cykel, ligesom dengang jeg gled i en frø og væltede? (jo det er faktisk sket)

Jeg har netop været en del af publikum til prøveoptagelse på hans nye show "Dårligt nyt", rasende godt... jeg glæder mig til torsdage kl. 22.30 på en ny og spændende måde nu, og torsdage er i forvejen gode, så jeg kunne faktisk være lidt ængstelig for at mine uger fremover vil nå klimaks for tidligt torsdag, og at jeg så skal bruge hele resten af ugen på at forsøge at matche dette forgæves, og dermed vil miste glæden ved fredage som vil føles tomme og hule... hvilket de ikke har fortjent, idet fredage også pr. definition bør være en form for klimaks i sig selv...

De der har kendt mig mere end 14 dage, ved allerede at jeg er voldsomt begejstret for den lille troldegut og hans megakrøllede hjerne... Jeg kan ikke afvise vi ender i en form for ægteskabspagt når han er færdig med at fjolle rundt, da jeg mener hymens lænker vil føles noget mindre snærende i hans selskab end i 88% andre tilfælde.
Tror egentlig det startede da han lavede sit første show med brormand Peter (Mr. Nice Guy Red.), som også er et imponerende væsen, jeg sad ca 100 kilometer oppe under taget på Bellevue teateret, og showet kørte derudaf, det var godt og sjovt, men magien startede for mig først, da han kommer ud på scenen iklædt noget der mest af alt ligner en kæmpe ...æhhh... lad os kalde det kødpølse for børnenes skyld ;) Han udfolder en monolog som slim-ål, og dér vidste jeg det bare!
Jeg vil ikke kalde det kærlighed ved første blik, for jeg sad ærlig talt RET langt oppe under det tag, OG det var før jeg ville indrømme, jeg er nødt til at putte plastikdimser på mine øjenæbler for at fange alle detaljer, men der skete noget... jeg sværger mand!

Anyway, jeg er som sagt bekymret for hans overlevelse... jeg tager hermed personligt ansvar for hans beståen, og vil derfor holde vagt på taget af min bygning indtil han tager på igen, så jeg kan skyde alle rovfugle over Østerbro ned!

Kh.
Agent A

Du ser ud til at være kvinde...

Sådan startede en samtale jeg idag har ført med en fremmed mand i Matas :-)

Jeg svarede "det hænder" og dermed var jeg udnævnt til farvekonsulent for mandens køb af neglelak, der skulle matche hans kærestes/kones/datters ørering, som han dog havde været så forudseende at tage med.

Der er flere ting der undrer mig i denne historie:

Hvorfor vælge at sende en mand i byen efter neglelak? Det er næsten det samme som en kastraktion af den stakkels bærer af Y-kromosomet.  Hold op med den slags! Og så er det jo hyggeligt selv at shoppe de små kulørte krukker. Altså loose-loose at sende ham ud på denne akavede mission som han helt tydeligt heller ikke var tryg ved ;-)

Dette er noget jeg har nævnt før, men min undring nummer 2 går på at jeg altid ender med at blive offer for fremmede menneskers mærkelige spørgsmål. Det gør mig intet, jeg synes jo det er hyggeligt nok at snakke med spøjse mennesker, men det sker gang på gang, og steder hvor der er mange andre valgmuligheder end undertegnede agent.

Undring nummer 3 går på at manden accepterede udfordringen, for én ting er den grusomme kvinde/piges rolle i scenariet, en helt anden er mandens egen accept af at træde ud på sådan et skråplan... Der kan være mange årsager til det, hvoraf nogle mulige listes herunder:

• Han er sygeligt forelsket
• Han er generelt bare flink og hjælpsom (for han virkede faktisk rigtig flink)
• Hunkønnet derhjemme ligger med et brækket ben, og er derfor gangmæssigt indisponibel pt.
• Han er vokset op med en meget dominerende mor
• Han er weekendfar til en teenagedatter, og vil gøre hvad som helst for at undgå hormonbombens raserieksplosioner, samt sørge for at den sparsomme tid de har sammen er ren lykke og harmoni (den kommer tilbage og bider dig i gumpen senere mand)
• Han er drag i smug, og elsker bare koralfarver (de er også dejlige)

Anyway, så fik han en fin koralfarvet neglelak med hjem... jeg er dog lidt såret over at han efter min kyndige konsulenvejledning, alligevel følte et behov for at spørge den midaldrende ekspedientdame, om hun var enig med "hende derhenne" i at de to farver matchede hinanden.

Og med disse ord vil jeg ønske jer en dejlig weekend, vær søde ved hinanden!!

Kh.
Agent Gorba

Ser du?

Gør du det?

Altså sådan for alvor? Lægger du mærke til detaljerne, eller har du for travlt med at nå fra A til B...

Nogle dage ænser jeg ingenting, jeg drøner rundt som et kuglelyn og opdager ikke halvdelen af de ting jeg passerer på vejen. Men idag lagde jeg for eksempel (og uden nogen speciel grund) mærke til, hvordan fugle bevæger sig lige et par sekunder før de letter.
De tager ikke tilløb som sådan til at lette, det er mere sådan nogle accelererende spjæt der foregår :-)

Jeg så først en form for kragefugl (jeg tænker allike). Den lavede nogle mystiske spjæt, så tog den tre hop helt og aldeles sidelæns med synkroniserede fødder, før den begyndte at flakse og så lettede. Det ville være synd at kalde det elegant, men det så sjovt ud, og jeg tog mig selv i at tænke på, hvorfor den lige skulle hoppe sidelæns og ikke fremad.

Så mødte jeg en skade, den lavede noget der minder om gadedrengeløb for fugle, og så lænede den sig fremad og bredte vingerne ud.

Egentlig er jeg ikke en særlig visuelt fokuseret person, jeg er mere til duft og føling. Men lige idag fik jeg altså øje på fuglene.

Når jeg cykler lægger jeg altid mærke til alle dufte, de bedste cykelture på året er : Når syrenerne er ved at springe ud, når det lige har regnet på varm asfalt eller en skovbund eller efter en varm sommerdag i København og man kører hjem en sen aften, hvor vinden er ikke eksisterende, og luften hænger tung og ubevægelig over byen, så alle duftene bliver lige der, hvor de er opstået.

Føleriet; det er nok noget med at se med fingrene... Det er som om jeg ikke rigtig ser noget, før jeg har rørt det,  om det så er på tøjindkøb, hvor alt lige skal en tur gennem hænderne før jeg overhovedet begynder at kigge på det, på stranden hvor jeg elsker at sidde i en bunke bittesmå sten og røre ved dem og finde en yndling, eller i koncerthuset hvor jeg altid lige skal lade fingrene løbe hen over elefanthudsbetonen, når jeg går langs med den.

Tror mange af os sanser for lidt, måske er vi født med forskellige hovedkanaler hvormed vi oplever verden. Nogle ser på de større linier i det de kigger på, nogle andre hæfter sig ved små detaljer. Andre er så mere duftorienterede, nogle lytter, eller smager og nogle igen mærker sig frem.

Men hvorfor er det sådan? Vi er jo (næsten) alle født med alle sanserne... dem man så ender med at bruge mest, er det de mest udviklede fra fødslen?, eller er det mere et bevidst valg eller noget, der har at gøre med miljø og opvækst? Jeg ved det ikke..

Men jeg ved at jeg allerede som barn var meget fikseret på at røre ved ting der føltes godt, således havde alle mine bamser sløjfebånd om halsen, som så fik frynser der hvor de var klippet af, og så kunne jeg sidde i 100 år og bare køre de her vildt bløde flossede silkefrynser op og ned på min hals, bare fordi det var dejligt. Jeg husker fornemmelsen af at røre ved min morfars skjorteflipper, når han havde de mest bløde af dem på. Det plejede jeg at falde i søvn af. Og glatte sten, som havde ligget i havet i årevis og var blevet slebet helt helt fine, så de næsten var så glatte at man var i tvivl, om man kunne mærke dem. Dem slæbte jeg altid med hjem når vi gik ture på stranden.
Jeg kan huske min oldemor havde nogle fine porcelænskopper, hvorpå der var en lille "tut" på hanken,der var malet med guldfarve, den skulle jeg også altid sidde og køre fingeren henover, jeg kan huske jeg tænkte den lignede smør... det gjorde den egentlig overhovedet ikke, men det tænkte jeg.

Og duftene; dem husker jeg også... duften af min mormors læbestift, af håndsæben på badeværelset, af hybenroser, af havet, af en sovepose der blev pakket ud efter lang tid, af en nyplukket blomme, af jordbærgrød eller af en hårtørrer der bruges for første gang... Dufte er nok det der bringer allerflest minder frem hos mig, et snif og man er kastet lige tilbage i tiden, og ting man ellers aldrig tænker på kommer myldrende frem fra underbevidstheden som myrer fra et hul mellem fliserne.

Nu er det jo ikke sådan at jeg møffer rundt som en blind muldvarp og føler og dufter mig frem overalt. Jeg ser naturligvis også, men det er altid små detaljer der fanger mig ikke det store billede. Det kan være som idag, hvor alliken (?) og skaden egentlig kunne have været helt andre fugle, for jeg hæftede mig næsten udelukkende ved deres ben og den måde de hoppede på. Hvis jeg kører i tog og det regner, kan jeg sidde i VIRKELIG lang tid og bare følge dråbernes vej henover ruden i vinden. Og når jeg kigger på mennesker, så er det altid de samme ting jeg kigger på: Læber, blodårer (som også er sjove at røre ved) og fingre.

Det er det samme når jeg lytter til musik, så er det ofte de helt små elementer i lydbilledet der fanger min opmærksomhed. Og det der gør om jeg ender med at elske eller hade et nummer.

Jeg ved ikke hvad du skal bruge al denne info til, jeg kom bare til at tænke på det da jeg så fuglene idag.. og måske kan du tænke over hvilke sanser du bruger mest til at opleve verden? Måske kan du tænke jeg var et sært barn der sad og aede sig selv med frynser, eller du kan undre dig over hvorfor jeg hæfter mig ved folks blodårer... op til dig!

Men jeg synes vi skal sanse noget mere... tror faktisk det åbner mere af verden for os, og jeg tror også mange af os glemmer det i en travl hverdag.

Kh.
Anja

Skal man have en plan?

For så er jeg fucked!

Jeg bliver gammel før tid af at høre om langtidsplaner, økonomisk sikkerhed, det rigtige at gøre, det fornuftige og det der forventes, fordi man har en specifik alder, eller er et bestemt sted i sit arbejdsliv.

Er opskriften på at leve at mase sig ned i én eller anden skabelon af ukendt herkomst (som umuliggør kildekritik). Skal vi rette ind til højre? Og hvis vi ikke gør, er vi så utilpassede eller umodne?

Jo mere jeg føler jeg bliver skubbet i ryggen for at nærme mig skabelonen, eller lad os for nemhed skyld kalde den "kassen" her, jo mere har jeg lyst til at gøre det modsatte. Måske ér jeg virkelig utilpasset?

Jeg lever et ganske normalt liv synes jeg, med job, venner, familie, interesser, musik, oplevelser, drømme, mærkelige indslag osv... Men alligevel føler jeg mig ofte marginaliseret eller set lidt skævt til. Hvorfor? Måske foregår det hele inde i mit hoved, og er det så mine egne tanker der forsøger at presse mig ind i kassen? VIL jeg i virkeligheden gerne derind? Jesus... det er komplekst, jeg svømmer lige op til overfladen igen og trækker luft :)

Hvis du har mistet den røde tråd i dette indlæg allerede nu, så bebrejder jeg dig det ikke. For det er lidt konfust.

Jeg tror bare jeg synes, der er for lidt der gøres ud af lyst fremfor planlægning. Hvis du tager en fritidsinteresse op, så bliver du spurgt "men hvad skal du bruge det til?"... øhh?!! Ikke noget overhovedet, eller måske en masse, aner det ikke endnu, måske er det bare meningen, det skal være mit frirum, eller måske havde jeg bare lyst uden nogen gennemtænkt grund.

Jeg drømmer tit om frihed, ikke den frihed der fritager dig for alle forpligtelser eller løser dig fra de mennesker du holder af. Men den frihed der kommer af at tage lidt lettere på tingene, af at det hele ikke behøver have EU-certificeret sikkerhedsnet under sig, at det er okay at gøre noget fordi det føles rigtigt lige nu, selvom man godt ved det ikke nødvendigvis vil blive ved med det. At leve lidt mere fra hånden til munden altså.
Noget med at blive ved med at være nysgerrig, lære nye ting hele livet, prøve noget du ikke ved om du kan lide (på nær oliven) og nogle gange bare sidde og glo på havet helt alene, eller være sur fordi det for fanden er det man er den dag! Også selvom det ikke passer ind i det positive livssyns bibel, eller lyder ligeså tillokkende som det nye nordiske køkken.

Er det helt forkert, hvis man i en alder af 34 endnu ikke aner om man synes et liv med børn lyder hyggeligt og dejligt eller som det mest skræmmende i verden. Er det ok, at jeg ikke vil have en hæk?
Bliver alle disse  spørgsmål en dag overflødige fordi man pludselig ser lyset, eller er det i sandhed lyset man ser, når man stiller spørgsmål?

Jeg tror godt jeg ved hvad jeg mener om den sag, lige nu i hvert fald.

Jeg har hverken noget mod børn eller hække, begge dele kan være fantastiske, og jeg ser ikke ned på dem der har dem, men jeg er kronisk angst for osteklokker. Jeg deler ubevidst folk op i mennesker jeg synes er gode til at leve livet og dem jeg synes er dårlige til det. Og denne inddeling har ikke så meget at gøre med om de lever som jeg selv ville gøre det, mere om gnisten i deres øjne er slukket eller tændt.

Igår så jeg til zulu sommerbio i fælledparken "En kongelig affære" for anden gang, og der blev Christian d. 7. på et tidspunkt betegnet som "Nordens lys" ... det i sig selv er jo en fantastisk titel (omend upassende på ham), jeg fik en umiddelbar følelse af at det kunne være sejt at være Nordens lys.

Men nu hvor jeg skal finde på en passende afslutning på dette lettere neurotiske indlæg, vil jeg bare sige:

Jeg håber min øjen-gnist vil brænde som Nordens lys resten af mit liv! Og jeg håber inderligt, du håber det samme for dig selv.

Kh.
Anja

På gensyn til næste år:

Så kom touren til Paris, og jeg har dermed taget årets sidste "tour-lur" ... Det gør mig altid en lille smule trist når TDF slutter, for jeg synes den er noget af det hyggeligste i verden.

Da jeg var barn, så vi det altid, og jeg dermed vokset op med Mader og Leths geniale kommentarer. De to supplerede hinanden så godt, som havde de været gift i 50 år... eller som når Rip, Rap og Rup taler, og de afslutter hinandens sætninger.

En af mine yndlingskommentarer kunne være:

Leth: "Byen er berømt for sin produktion af hårnåle"
Mader: "Dér må jeg hen"

eller:
"Kirsipuu er kogt! Hvis man smider porrer og gulerødder ned til ham, har man estisk suppe"

Jeg var stor fan af Greg Lemond dengang, og da  Indurain så kom og snuppede trøjen og titlen med sin latterligt lave hvilepuls... ja jeg har personligt aldrig rigtig tilgivet ham. Og jeg synes også "den store brune muskel" ser lidt uhyggelig ud idag:

Det er selvfølgelig vildt uretfærdigt, for han er sikkert en mægtig rar mand (måske med Werthers echte i lommen), jeg ved bare at hvis han råbte ad mig ville jeg løbe, og måske også græde. Og følelser har aldrig været rationelle! 

Som teenager kan jeg huske jeg synes Virengue var lækker, det undrer jeg mig en smule over idag.. mage til smørkonge, skal man lede længe efter.

Nå men tilbage til nutiden... 

Jeg blev helt oprigtigt rørt da Chris Anker hoppede op på podiet og fik sin hyldest. Den hårde KGB agent har altså et svagt punkt dér. Han er bare sådan én man altid kun kan ønske det bedste for! Hip hurra for Oksen fra Hammel!

Men okay, generelt bliver jeg altid rørt når folk bliver glade... sådan rigtig glade! Jeg kan klare bryllupper uden problemer, se sørgelige ting på tv osv.. men når nogen bliver ægte glade og stolte, og man kan se det på dem, så går det lige i hjertekulen.

Mht. kommentatorerne, så skal ret være ret... Rolf HAR forbedret sig en smule, kun lidt altså. Der er stadig lidt for meget "hvornår skal vi tale om min enorme forgangne storhed" over ham. Og SÅ stor var han vist heller ikke vel ;o)

Dennis Ritter er helt ok, og Leth, ja han skal godt nok træde meget ved siden af sporet, før jeg bliver sur på ham for alvor.

Han er jo en institution i sig selv, og hans stemme er fantastisk, hvis jeg nogensinde skulle købe en lydbog, ville jeg ønske, jeg kunne få én med ham som oplæser. Den er beroligende på lidt samme måde som Thomas Windings, når han læser børnebøger op.

Det er lidt som når man er færdig med en rigtig god bog, man kan gå med en sær tomhed indeni i dagevis bagefter. Et savn er det vel. Hvilket er mærkeligt, idet vi taler om fiktive personer. 

Jeg kan blive så påvirket af en bog, at jeg er i dårligt humør i lang tid efter. F.eks. da jeg læste "Den lukkede bog" af Jette Kaarsbøl, der var jeg mut i et par dage minimum. Det var så frustrerende en fortælling, og den gav mig følelsen af at ingen nogensinde bliver rigtig lykkelige.

Men sådan har jeg det altså med touren, den efterlader et mystisk tomrum, som ikke rigtig kan fyldes af andet end tiden. Så nu venter jeg bare!

Jeg glæder mig allerede til næste år :-)

Foråret er kommet..

Det er det virkelig... og hvordan ved jeg så det spørger du nok dig selv (jo du gør)?

Er det fordi der er små hyggelige blomster overalt? Er det fordi kastanietræerne langs søerne er sprunget ud? Kan man se det på temperaturen? Er der dyrebørn??

Til alt det ovenstående, kan jeg med stor sikkerhed sige: NEJ!

Men hvordan ved jeg det så? Er jeg synsk? .... NEJ!

Det der er sket er simpelthen at de lokale drankere er krøbet op ad deres huller og har taget bolig på Melchiors plads igen for sæsonen... De havde i dagens regnfulde anledning fået lov at låne en kæmpeparasol af en af de lokale caféer, og sad så der og skuttede sig på bænken, med øl i hånd og visdomsord i mund :-)

Faktisk er drankerne på Melchiors plads ret hyggelige, hvis man altså lige ser bort fra det sørgelige i deres skæbner, som naturligvis også er en del af scenariet.

Når det er sommer, bliver der stillet et bordtennisbord op på pladsen, som folk kan fornøje sig med, og det ender ofte med at det er de lokale "bænkpassere" som spiller mod diverse børn af de voksne gæster på café Nordlys eller Wokshoppen... på den måde får de voksne en frokost i ro og mag, og børnene lærer et trick eller to med et bat.
Hvem ved måske lærer de mere end det? Man kunne gå så langt som at overveje, om de får et indblik i at de væsener, der sidder på mangen bænk i København med røde næser og skurrende røster, faktisk også er mennesker. Man kan håbe!

Lige præcis drankerne på Melchiors plads er generelt glade for spil over net, sidste sommer havde de selv taget et badminton-net med, og så stod de der og skød med fjerbolde i vilden sky, mens vennerne sad på bænken og piskede en stemning op med høje tilråb... helt ærligt, det fik mig til at trække på smilebåndet mere en én gang. Ikke mindst fordi de sidst på dagen var så beduggede at de skød mere sidelæns end over nettet... Men de hyggede sig vist.

Humor har de også... jeg havde forrige sommer en genstridig lungebetændelse, som plagede mig i over en måned, og tilsyneladende nægtede at bukke under for antbiotika. Nå men, mad skulle jeg jo have, og lige på den anden side af Melchiors Plads ligger en Netto (ca 50 meter fra mit hjem), som jeg i min usle tilstand besluttede at kravle hen i for at proviantere.
På vejen.... ca. lige ud for bænk-kongerne, fik jeg et voldsomt hosteanfald og var tæt ved at vende vrangen ud på mig selv... højst ubehageligt. Men midt i mine (store) lidelser hører jeg en rusten stemme råbe højt "Du holder sgu ikke sæsonen ud"... haha! Og sådan opmuntret fortsatte jeg min færd mod Nettos skatkammer.

På mange måder er disse mennesker en institution i det danske samfund, ja de er stakler, ja de er ofte ildelugtende og møghamrende fulde, og ja de kan være en plet for en Hellerup-frues øje... men en institution er de altså, og om man kan lide dem eller ej, så vil de kravle frem hver gang det bliver forår, og de går ikke igen før vinteren melder sin ankomst.

Personligt har jeg intet problem med dem, jeg synes naturligvis det er sørgeligt at se mennesker ødelægge sig selv på den måde, og jeg mener de bør få hjælp. Men hvis sandheden skal frem, er flere af dem nok allerede udenfor det sociale systems rækkevidde (som lader meget tilbage at ønske)... og jeg tror de har deres egen sære form for livskvalitet og fællesskab lige dér på bænken sammen med ligesindede.

Så jeg hilser dem velkommen, sammen med foråret naturligvis! :-)

Glædelig tirsdag aften til jer alle, må kaffen være ekstra god idag!

Kh.
Agent Gorba (sneaky as hell)

Billedet er (som i nok ser) fra filmen "Bænken" som i øvrigt (og helt uden for kontekst), viser Jesper Christensen som en af DK´s allerbedste karaktérskuespillere... jeg var helt på halen! (og tudede som en besat)

Bare et lillebitte tårn ...

Jeg ønsker mig et tårn rigtig meget!!!

Jeg har lige haft fødselsdag, og der fik jeg ikke noget tårn... ikke at jeg som sådan havde forventet det, men det ville have været dejligt.

Har haft drømmen om et tårn meget længe, og det splitter mig lidt i atomer, for jeg elsker at bo i byen, og alle de fine huse jeg ser med tårne, ligger udenfor (nå ja, og så koster de 7 kameler og en mindre skattekiste)... Men tænker alligevel, det må være dejligt at have et tårn.

Jeg har mange ideer til hvad jeg kunne lave i mit tårn:

Det kunne f.eks. indrettes til et læsetårn, med en gammel fin lænestol, et lille bord og en skammel til fusserne, og så kunne man sidde i sit tårn og læse en hulens masse dejlige bøger, og indimellem lige stoppe op kigge lidt ud over landskabet, tage en tår af sin kaffe, og så fordybe sig i bogen igen... det må da være den ultimative form for livskvalitet!

Jeg kunne have en meget stor kikkert i mit tårn, og på den måde holde øje med både stjerner, og forbigående hunde... Jeg ser det for mig!!

Man kunne også lave det til et maletårn, stille staffeli op og så male psykedeliske motiver, og drømme sig væk mens man fik pletter på tøjet.

Der skulle helt sikkert være en brandmands-stang i tårnet, så man hurtigt kunne komme ned hvis missiler var på vej mod éns hoved, eller Ib (katten) væltede noget nede i stuen... lige plausible scenarier!

Man kunne også bruge sit tårn til at få aktuelle meddelser ud til lokalbefolkningen/forbipasserende... enten med bannere eller en kæmpe megafon, ligesom facebook, bare som tårn :-)

Summa summarum;  et tårn vil med sikkerhed gøre én lykkelig og komplet som menneske!

Jeg håber jeg engang får et... på den ene eller anden måde, jeg vil starte med at ønske mig et i julegave... der er engang én der har sagt til mig, at man må ønske sig lige hvad man vil, og jeg vil altså ønske mig et tårn!!!

På forhånd tak!

Kh.
Anja K.

Please don´t mess with Gotye... seriously!!!

Kære med- og modmennesker,

Jeg vil gerne offentligt indrømme at jeg ser Voice på TV2... Og nej det er ikke intellektuelt stimulerende, og før det startede ville jeg have forsvoret det skulle ske, men nu... ja nu ser jeg det, og jeg vil endda gå så langt som at indrømme jeg kan blive helt rørt af det (jeg arbejder med det!!). Og ja faktisk er mægtig begejstret!

Igår kunne jeg ikke se det, da jeg skulle til fest (Mange tak for en dejlig aften!)... så her idag fangede jeg det på sputnik. Og så er det jeg bliver nødt til appellere:

Vil I ikke nok lade Gotye være!!

Bjarne Langhoff sang "Somebody that I used to know" sammen med Sharin Foo, og jeg følte nærmest han slagtede nummeret. Den smukke smukke sang, den skal altså synges af nogen der kan matche den. Og det kunne hr. Bjarne på ingen måde! Han skrålede, ramte skævt i toppen og tabte intimiteten i versene... og det er så synd!
Han har muligvis en ganske fin stemme... men det her nummer var helt galt, og jeg følte han degraderede nummeret, som kræver meget mere finfølelse, og en meget bedre stemme.

En stemme som manden der har lavet nummeret har, og som man bare skal lade være fantastisk som den er. Måske er det ikke meningen at alle numre skal ende i sangtalent-konkurrencer, måske skal man bare anerkende dem som de er, og så bøje sig i respekt... og så finde på noget andet at fremføre i dansk tv....

Ja, det er jo så bare min subjektive mening... no offence Bjarne, men please do better!!

I kan selv dømme:

Originalen med Gotye og Kimbra:
http://www.youtube.com/watch?v=8UVNT4wvIGY

Bjarne og Sharin:
http://v.tv2.dk/videoer/#3363

Og så glædelig søndag til alle :-)

Kram og springlam
Anja K.

Indre dialoger... fra morgen til aften...

Jeg tror vi alle har dem, eller det håber jeg, for ellers er det værre fat med mig end først antaget. Men altså det med at føre samtaler inde i sig selv, enten med sig selv eller andre hvor man så bare selv forfatter deres del af dialogen.

Det starter tidligt på dagen:
"beeep-beeep-beeep" .... Arghhh... er det morgen?, for fanden det er mørkt... jeg snoozer...

10 min senere: "beep-beeeeeeeeep-beeeeeeeeeeeeeeeeep" ... Hvorfor spillede jeg også wordfeud med Trine så sent... jeg går tidligt i seng idag.... jeg snooozer.

10 min senere: "Beeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeep" ... Det gør ondt overalt, jeg tror ikke jeg kan gå.... jeg snooozer.

10 min senere (eller mere): "Beeeeeeeeeeeeeep"... FUCK, har jeg snoozet uden at vågne af det... hvordan kan klokken være så mange, jeg går tidligt i seng i aften, jeg sværger mand!

I bilen: Kigger til højre mens jeg holder for rødt. ... Helt ærligt kvinde, den meget røde hårfarve gør dig altså ikke yngre at se på, det er bare en desperat krampetrækning. ... hmmm... men måske er hun sød, og jeg sidder bare her og dømmer hende, hvor er jeg ond.

Kigger (max et sekund) til venstre mens jeg holder for rødt: Arghh... nu tror ham der inde i håndværkerbilen at jeg sidder og kigger på ham, se nu sidder de rigtig og griner... jeg kigger ikke derover igen, jeg drikker bare min kaffe... han var jo ikke engang lækker... jeg burde have en samling af skilte i bilen... bl.a. et med "nej jeg kiggede ikke på dig... på dén måde". Måske skulle de være på engelsk i dette multinationale samfund... wrooooum..... (Lance kører)

På arbejde: Sad krokodillen sådan da jeg gik hjem igår?? Hvem er kommet før mig.... nå ALLE... hmm... lang liste af mistænkte i sagen om krokodillemanipulation.

I køen i supermarkedet: Ved du godt selv du lugter sådan lidt beskidt?.... tænk hvis du ikke gør...bør nogen sige det? Er det så ikke bedst du bliver sur på en fremmed (mig), så du ikke bliver såret af nogen du kan lide...og så kan jeg have reddet dig fra fremtidige situationer hvor folk tager afstand fra dig... hov det er min tur... arghh... det går for langsomt med at lægge varer på de bånd.... hvordan kan de scanne dem så hurtigt, når jeg ikke selv kan ved scan-selv kasserne?....."bare på beløbet tak".

I maxi-zoo: Gad vide hvem der har sådan en skål til deres dyr... er den egentlig til hunde eller katte, en mariehøne i bunden hjælper ikke ligefrem med svaret. Hvorfor overhovedet en mariehøne? Hvad er der blevet af mus, fisk og kødben... jeg tror jeg er den klassiske skåltype. Øv jeg har parkeret for langt væk, nu får jeg skæremærker i hænderne af denne her kattegrus-hank... hvorfor laver de dem ikke bredere, hallo det er da ellers dyrt nok med 150 for 10 kg grus. Hvor er min pung? Gad vide om de synes deres job er sjovt her?.... "Bare på beløbet tak"

Hjemme igen: Åh jeg er træt, kan jeg nå en lille lur inden træning? Kommer jeg så op igen... en halv time ... nej... kom så afsted, du bliver glad bagefter.... jesus, jeg er altså ret træt... ej afsted... go go go!!!

Til træning: Hvorfor mon den her sal er så aflang, og burde de ikke have færre mennesker på holdene.... 15 min senere... jeg dør.... kig på næsen i spejlet når du slår... *KAPAFF* tag den Anja K.... arghh... nu startede jeg med den forkerte arm... hende der rykker hele tiden rundt... irriterende, jeg kan jo ikke slå igennem når du står så tæt på, hallo... jeg dør.... ej der er kun 20 min tilbage.... NEJ jeg gider ikke tælle ned fra 8 højere, jeg skriger jo alt hvad jeg kan, skrig dog selv.... glæder mig til at komme i bad.... så overlevede jeg... der er langt hjem...

Senere: Skal jeg skifte neglelak... hmm... den tager lang tid om at tørre.... et minut mig i røven.... imorgen bander jeg ikke! Skulle jeg skrive et blogindlæg.... ja... men om hvad... og hvorfor egentlig... jeg skriver sgu bare noget jeg finder på hen ad vejen... "IB!!! kom ned af det køkkenbord".... Lissie er genial... kunne jeg skrive en sang... ej så hellere den børnebog, ikke noget med at bande i dén... så kommer de økologiske forældre efter mig.... nå tid til næste lag lak...slutter lige den her af....

Som tænkt, så gjort... hav det så yndigt som små vintergækker til næste gang.

Kh.
Anja K

Har krus mon følelser?

Det siger min rationelle del af hjernen naturligvis at de IKKE har, min irrationelle del derimod er noget i tvivl...Og som følge deraf er min adfærd mærkelig omkring krusene i mit hjem.

Det skal siges at jeg ikke er typen der har 12 éns hvide krus! Jeg har f.eks. et med en stor gul springende kat, som jeg fik i superbrugsen af en kæreste engang for 10 år siden (det er ikke så pænt), et med en dejlig elg på som jeg købte i Canada, et mumikrus med figuren "stinky", ét jeg fik af en anden tidligere kæreste som er kæmpestort med en blå sammenrullet kat på, ét jeg har haft siden jeg var barn med elefanter på, hvor hanken er limet på efter en grusom grusom ulykke ... og jeg kunne blive ved... altså krusene betyder allesammen noget for mig, hvilket nogle vil mene er sært, men jeg har det med at knytte mig til mine ejendele... Således har langt de fleste ting/møbler i mit hjem en form for historie, som er en del af mig...

Men back to krusene:

Jeg stod og vaskede op idag (Oh! how fascinating info), og kom til at tænke på alle de forskellige historier krusene har, og da jeg så skulle vælge et til min kaffe, blev det pludselig kompliceret.

Er det ikke som om jeg bruger Stinky-kruset for lidt, og er det ikke synd, er den ked af det? Skal jeg lave en form for rotationsordning, hvor krusene skiftes til at stå forrest? Hvor er mine nøgler egentlig? og hvorfor projicerer jeg følelser ind i alting? Kan jeg repareres? SKAL jeg overhovedet repareres?

Åh alle disse spørgsmål.... jeg tvang mig selv til at tage den blå kat, selvom jeg måske synes det er stinkys tur. Undskyld Stinky, jeg lover at drikke kaffe af dig imorgen.

Det er ikke en særhed der er kommet med alderen (nu lyder jeg som om jeg er 108 år), allerede som barn havde jeg problemer. Jeg kunne ikke spise vingummibamser fordi det var synd for dem. Og som børn nu er,  så valgte Anja 5-6 år at sutte på dem, hvorefter hun stillede dem op på sin amagerhylde for at samle støv (adrrr!)... de forsvandt ind imellem, og jeg har min mor stærkt mistænkt for at have fjernet dem ved rengøring... eller.... er de mon gået selv? Man ved det ikke!!!

I mit voksenliv kan jeg få ondt af de cherrytomater der er for grimme til at komme med i salaten og må smides ud, bremsehjorten i Lance (min bil) når det er frostvejr etc. etc. etc....

Somebody help me please!! ;o)

Undskyld Daniel Craig m.m.

Første del af dette indlæg: Undskyld undskyld undskyld....

Kære Daniel Craig,

Jeg vil gerne indrømme at jeg har tænkt virkelig dårlige tanker om dig...  Jeg mente den hype der var om dig som hr. Bond var fuldstændig ubegrundet. I mine øjne var du en middelmådig skuespiller, med meget blå øjne og lidt for mange muskler til min smag. Og jeg har egentlig aldrig brudt mig meget om mænd i jakkesæt, som drikker signaturdrinks...

Her til aften var min gode ven Henrik så sød at invitere mig med ind og se dig i "The girl with the dragon tattoo", og deraf denne undskyldning.

Jeg tog fejl, du er jo en virkelig god karaktérfuld skuespiller, og de muskler dér... De er jo lige tilpas til sådan en fredag aften :-)

Så tag venligst imod min uforbeholdne undskyldning, fra nu af lover jeg (arm- og halshug) at sidde og savle sammen med alle de andre kvinder!! Jeg sværger mand!

Du må også hilse dine medskuespillere mange gange, og sige at jeg mener de hver og én, gjorde det helt fantastisk... jeg bøjer mig i støvet for både casting og præstationer.

Mvh.

Anja K

P.S. Ja det er skrevet på dansk, for jeg er realist, og ved derfor godt de der MEGET blå øjne aldrig kommer til at læse det ovenstående.

Andel del af dette indlæg:

Og nu til lidt løst og fast... jeg vil starte med at give førnævnte Henrik 5 kokkehuer for en yderst vellykket suppe!!

Og så, selvom jeg ikke er meget til kongehuset (ja undskyld, men det er jeg altså ikke), må jeg lige nævne at Kronprinsessen også havde valgt at fordybe sig i hr. Craigs dybe skovsøer af øjne idag... sjov oplevelse.

Da jeg cyklede hjem fik jeg deja vu, eller det håbede jeg det var, indtil jeg opdagede at det faktisk var virkeligt det jeg så. Jeg cykler afsted på Blegdamsvej med kurs mod Trianglen, og er egentlig ganske veltilpas... vinden har lagt sig, cyklen kører som var den betalt for det, og jeg har mine nye ørevarmere på, så jeg fryser ikke engang om ørerne... Helt tilfældigt kigger jeg op til højre, og ind på en væg i en lejlighed... og der var det: Et "billede" (læs: en plakat)  i håbløs aluramme; Cafe de nuit af Van Gogh!!!

Hallo, troede helt seriøst ikke mine egne øjne... de tidlige halvfemsere kom brasende lige i fjæset på mig på den værst tænkelige måde. Jeg var målløs, og SÅ tæt på at vende cyklen og køre den modsatte vej igen, bare for at tjekke om Monéts åkander mon skulle "pryde" den modsatte væg. Jeg gjorde det ikke, men i skrivende stund har jeg en god idé om resten af møblementet i nævnte lejlighed... og det er ikke et kønt syn der er bag min pandebrask.... Øjeblik, må lige slå pandebrask op i min etymologiske ordbog...

Verdammt, det var der ikke... hmm...

Nå men, altså... i virkeligheden er det mest banebrydende jeg kan sige om episoden, at jeg virkelig ikke troede der fandtes mennesker der stadig havde Cafe de Nuit plakater i aluramme hængende... jeg nærer et spinkelt håb om at det kunne være en lejlighed, der snart skal bruges til en spillefilm, som udspiller sig i den periode disse hørte til i, og hvor de burde være blevet hængende!!

Ja, det var vist bare det jeg ville sige...

Kys og klap til alle dyr og mennesker

AgentGorba a.k.a. Anja K