Skal man have en plan?

For så er jeg fucked!

Jeg bliver gammel før tid af at høre om langtidsplaner, økonomisk sikkerhed, det rigtige at gøre, det fornuftige og det der forventes, fordi man har en specifik alder, eller er et bestemt sted i sit arbejdsliv.

Er opskriften på at leve at mase sig ned i én eller anden skabelon af ukendt herkomst (som umuliggør kildekritik). Skal vi rette ind til højre? Og hvis vi ikke gør, er vi så utilpassede eller umodne?

Jo mere jeg føler jeg bliver skubbet i ryggen for at nærme mig skabelonen, eller lad os for nemhed skyld kalde den "kassen" her, jo mere har jeg lyst til at gøre det modsatte. Måske ér jeg virkelig utilpasset?

Jeg lever et ganske normalt liv synes jeg, med job, venner, familie, interesser, musik, oplevelser, drømme, mærkelige indslag osv... Men alligevel føler jeg mig ofte marginaliseret eller set lidt skævt til. Hvorfor? Måske foregår det hele inde i mit hoved, og er det så mine egne tanker der forsøger at presse mig ind i kassen? VIL jeg i virkeligheden gerne derind? Jesus... det er komplekst, jeg svømmer lige op til overfladen igen og trækker luft :)

Hvis du har mistet den røde tråd i dette indlæg allerede nu, så bebrejder jeg dig det ikke. For det er lidt konfust.

Jeg tror bare jeg synes, der er for lidt der gøres ud af lyst fremfor planlægning. Hvis du tager en fritidsinteresse op, så bliver du spurgt "men hvad skal du bruge det til?"... øhh?!! Ikke noget overhovedet, eller måske en masse, aner det ikke endnu, måske er det bare meningen, det skal være mit frirum, eller måske havde jeg bare lyst uden nogen gennemtænkt grund.

Jeg drømmer tit om frihed, ikke den frihed der fritager dig for alle forpligtelser eller løser dig fra de mennesker du holder af. Men den frihed der kommer af at tage lidt lettere på tingene, af at det hele ikke behøver have EU-certificeret sikkerhedsnet under sig, at det er okay at gøre noget fordi det føles rigtigt lige nu, selvom man godt ved det ikke nødvendigvis vil blive ved med det. At leve lidt mere fra hånden til munden altså.
Noget med at blive ved med at være nysgerrig, lære nye ting hele livet, prøve noget du ikke ved om du kan lide (på nær oliven) og nogle gange bare sidde og glo på havet helt alene, eller være sur fordi det for fanden er det man er den dag! Også selvom det ikke passer ind i det positive livssyns bibel, eller lyder ligeså tillokkende som det nye nordiske køkken.

Er det helt forkert, hvis man i en alder af 34 endnu ikke aner om man synes et liv med børn lyder hyggeligt og dejligt eller som det mest skræmmende i verden. Er det ok, at jeg ikke vil have en hæk?
Bliver alle disse  spørgsmål en dag overflødige fordi man pludselig ser lyset, eller er det i sandhed lyset man ser, når man stiller spørgsmål?

Jeg tror godt jeg ved hvad jeg mener om den sag, lige nu i hvert fald.

Jeg har hverken noget mod børn eller hække, begge dele kan være fantastiske, og jeg ser ikke ned på dem der har dem, men jeg er kronisk angst for osteklokker. Jeg deler ubevidst folk op i mennesker jeg synes er gode til at leve livet og dem jeg synes er dårlige til det. Og denne inddeling har ikke så meget at gøre med om de lever som jeg selv ville gøre det, mere om gnisten i deres øjne er slukket eller tændt.

Igår så jeg til zulu sommerbio i fælledparken "En kongelig affære" for anden gang, og der blev Christian d. 7. på et tidspunkt betegnet som "Nordens lys" ... det i sig selv er jo en fantastisk titel (omend upassende på ham), jeg fik en umiddelbar følelse af at det kunne være sejt at være Nordens lys.

Men nu hvor jeg skal finde på en passende afslutning på dette lettere neurotiske indlæg, vil jeg bare sige:

Jeg håber min øjen-gnist vil brænde som Nordens lys resten af mit liv! Og jeg håber inderligt, du håber det samme for dig selv.

Kh.
Anja