Efterklang som også kaldes for rumklang er en langsomt udklingende lyd i et rum, efter kilden til lyden er blevet tavs. Efterklangen måles som den tid, det tager lyden at dø ud til et bestemt niveau.
Dét er en meget rammende beskrivelse af den følelse jeg sidder med efter aftenens koncert med netop Efterklang og Sjællands Symfoniorkester i Konservatoriets koncertsal. Den egentlige lydkilde er blevet tavs for noget siden, men det er langt fra ovre med rumklangen indeni.
For at få detaljerne på plads først, så taler vi om konceptet "60 minutes of X", en række koncerter hvor SSO fusionerer den klassiske musik med den kontemporære. Aftenens koncert med Efterklang og numre fra deres seneste album "Piramida" var den første i rækken i denne omgang, senere følger Aaron og Bryce Dessner fra "The national", Prokofiev/DJ Noize og Uri Caine.
Under introduktionen blev der talt om at idéen var at udbygge symfoniorkestret med et band som Efterklang, eller Efterklang med et symfoniorkester, og samtidig fusionere dem til ét stort band. Udgangspunktet har været Efterklangs numre, og spørgsmålet der blev forsøgt besvaret var: "Hvis man kan lide Efterklang, hvilken type klassisk musik vil man så også kunne lide?"
Jeg ved ikke hvad konklusionen på spørgsmålet endte med at blive, men jeg ved de svarede rigtigt!
Udgangsmaterialet; nemlig Efterklangs Piramida album er intet mindre end fænomenalt. Man skulle ikke tro de tre barndomsvenner Rasmus, Mads og Casper fra Als kunne overgå sig selv, men det har de gjort. Det er et album der både byder på overraskelser, fine små detaljer man først hører ved 10. gennemlytning, og samtidig er det en overdådig drømmende melodiøs buffet, som virker genkendelig fra første færd. Sjældent helstøbt hvis man spørger undertegnede.
Men samarbejdet med SSO og den innovative tyskfødte dirigent André Ridder, føjede en ekstra dimension til numrene. Det blev decideret smukt og åndeligt, samtidig med at den uhøjtidelige aura der omkranser drengene i Efterklang hele tiden var tilstede. Nærvær er nøgleordet.
Visuelt var det også overdådigt, den smukke sal, alle musikerne, de æstetiske gamle strygerinstrumenter med skrammer fra livets mange koncerter, lyset, smilet på læberne hos både de optrædende og stort set alle i publikum... man følte sig hensat til en anden verden, og som en del af noget større. Det er sjældent og dyrebart at være i sådan et øjeblik, og jeg føler stor taknemmelighed over at have været med.
Supporten var amerikanske Peter Broderick, som også er en del af Efterklangs live-setup, men som soloartist er han absolut også værd at opleve. Han er en sær personage at beskue, men han besidder en fantastisk musikalitet og en vokal der giver drømme vinger. I dagens anledning opvarmede han med et ensemble fra orkesteret, og det satte stemningen perfekt for den auditive og visuelle rejse hele salen skulle ud på.
Jeg vil gå så vidt som at sige det til tider gjorde nærmest fysisk ondt, hvor mærkeligt det end må lyde. Det var svært ikke bare at lukke øjnene og svømme hen, men samtidig ville man gå glip af så meget ved at gøre det, at man tvang sig til at kigge. Uden at jeg forventer det kan forstås af dem der ikke sad i salen, vil jeg sige at nogle øjeblikke under koncerten legemliggjorde, det man siger med at smerte og glæde er meget tæt forbundet, og på en måde så man fik en fysisk reaktion. Jeg skammer mig på ingen måde over at indrømme at det prikkede gevaldigt i tårekanalerne flere gange. Men latteren var der også, Casper Clausens (vokal) fremtoning, kontakt med publikum og mimik alene var kilde til flere høje grin. En anden kilde til morskab var tanken om at Rasmus Stolberg (Bas og guitar) meget vel kunne være søn af Burt Reynolds som vi kendte ham i 80´erne.... en lidt ranglet udgave, men lighedstrækkene er ikke til at tage fejl af.
Jeg vil stoppe her.... jeg tror I har forstået budskabet, nemlig at jeg giver alle verdens stjerner til denne enestående koncertoplevelse og føler mig usandsynlig heldig og mættet.
Jeg glæder mig nu bare til d. 1. november hvor CPH:DOX har premiere på filmen "The ghost of Piramida" i Grand teatret, en film om tilblivelsen af albummet, som er opkaldt efter den russiske spøgelsesby på Svalbard af samme navn:
http://www.cphdox.dk/d/12film.lasso?ser=1973&s=2012004
Kh.
Agent Gorba
Ingen kommentarer:
Send en kommentar