Så idag handler det om nogle dyr. Dyr der påvirker mig eller har gjort det, uden egentlig at have været en del af mit liv.
Vi starter i den lette ende af skalaen: Lamaerne der forsvandt!
Jeg arbejder oppe i forskerparken i Hørsholm, eller... det er jeg lige vendt tilbage til at gøre efter et års afstikker til Novo i Gentofte. Pointen med at fortælle dette er, at da jeg sidst arbejdede deroppe, kom jeg hver eneste dag forbi en indhegning med lamaer, lige ved den afkørsel (Hørsholm S red.) jeg skal af på.
Hver morgen kiggede jeg lige på lamaerne inden jeg drejede fra, som sådan en ubevidst handling, men jeg ved, jeg blandt andet bed mærke i følgende.
- Var de udenfor eller inde i deres lille lamahus?
- Stod de i flok, som spredt for vinden eller var der bare én der stod alene, som de andre ikke ville lege med?
- Spiste de?
- Sov de?
Jeg har egentlig aldrig set dem drikke noget, kommer jeg nu i tanke om... Nå!
Men lamaerne gjorde mig lidt glad hver dag, synes det var en god start på en arbejdsdag lige at tjekke dagens lamabarometer. De er generelt ret hyggelige dyr, som ser lettere mølædte ud, og på en eller anden måde minder lidt om en bamse man har elsket ihjel som barn.
Men i går, hvor jeg havde første arbejdsdag tilbage i forskerparken, var de pludselig væk. Det føltes lidt uhyggeligt, som et varsel eller lignende. Og jeg er ikke særlig overtroisk, så jeg tror ikke det er et varsel, men jeg ved jeg savner dem, selvom jeg aldrig har kendt dem rigtigt. Hvor mon de er? Kommer de tilbage? (det ser ud som om der foregår noget arbejde i deres fold) eller er de solgt? eller endnu værre aflivet?
Jeg kan mærke jeg ikke får ro før jeg har opklaret sagen!
Og nu straks til noget værre og meget mere alvorligt (for vi ved jo ikke om lamaerne er lykkelige, og kommer igen): Den tragiske andedød!
Vi er igen tilbage i tiden, Anja K har fået fri og kører afsted i Lance, nu på vej PÅ motorvejen istedet for af, og dér midt på tilkørslen, ligger han. Den døde mande-and! I sig selv gjorde synet af en overkørt and mig trist, jeg kan ikke lide når dyr dør, medmindre de har otte ben, eller er udstyret med brod. Så det var slemt nok.
Men det der virkelig fik mig ned med nakken var at ande-konen, sad inde i rabatten og vågede over sin døde mage. Hver gang der var et hul mellem bilerne der var stort nok (ja jeg stoppede bilen inde i siden) vraltede hun håbefuldt ud på kørebanen, og prikkede til ham med sit næb, for at få liv i ham... og når der så kom en bil, var hun tvunget til at gå tilbage i rabatten, kun for at vende tilbage til ham når der igen var plads og tid til det.
Hun er der heller ikke mere, men hver eneste dag når jeg kører ned på motorvejen, tænker jeg på dem, og det giver hver gang et stik i agentens hjerte.
Nu er det sådan med ænder at de er monogame, når de først har fundet deres mage, er det for livet. Det gælder vist i øvrigt også duer, grågæs og spidsmus, men det er for så vidt sagen komplet uvedkommende. Det gør mig bare helt fantastisk trist at mande-anden skulle dø, og at der nu er en dame-and derude, som ikke mere får ællinger i foråret (ællinger gør verden til et bedre sted), og som på et eller andet tidspunkt efter jeg kørte slukøret hjem, har måttet opgive håbet og gå væk i erkendelsen af at han aldrig ville vågne, hvor meget hun end prikkede til ham med sit næb. Måske var det blevet mørkt, det forestiller jeg mig, og hvor mon hun gik henad?
Ja, jeg ved jeg tillægger dyrene menneskelige følelser nu, og at i naturen er romantik ikke eksisterende. Dyrenes adfærd og parringsmønstre er naturligvis blot det der er mest hensigtsmæssigt for arten.... Men jeg kan ikke lade være!
Jeg håber hun har det godt et sted derude! For nu blev jeg helt trist igen... undskyld på forhånd, hvis jeg har gjort det samme ved dig.
Lover mere muntre toner næste gang :-)
Kh.
Agent Gorba
Ingen kommentarer:
Send en kommentar