Denne gang er det sprogets forfald, og ikke mindst udvanding, der giver mig anledning til angst... og jeg har feber så bær over med mig, jeg skriver dette for at holde mig beskæftiget og undgå at chikanere alle jeg kender (mere end højst nødvendigt) i min latterlige selvynk.
Vi kan jo starte med det nemmeste, altså forfaldet. Jeg finder det grænseløst irriterende at sproget skal tilpasses dem, der ikke kan finde ud af at lære og bruge det. Her taler jeg ikke om folk, der er ordblinde, har svært ved at formulere sig på skrift, eller på anden måde er udfordrede (herunder undertegnede, som kaster rundt med tegnsætning og talesprog som en mindre talentfuld jonglør, der bliver ved med at tabe boldene, og bander undervejs).
Det der får mit blodtryk til at stige, er at betydningerne af ordene skifter, fordi en stor flok ikke ved, hvad de betyder, men bruger dem ufortøvet alligevel.
Vi kan tage et ord som "bjørnetjeneste", nu er det pludselig okay at bruge det om en "meget stor tjeneste", istedet for den oprindelige betydning, som var i en noget anden retning.
Et andet eksempel kunne være "forfordele", som nu bruges om at få for meget/mere end de andre af noget, eller blive positivt særbehandlet på anden vis. Den rigtige betydning er stik modsat! (knurrer vredt).
Det eneste jeg godt kan lide ved det ovenstående, er at de nye ord med de "falske" betydninger har fået deres eget ord, nemlig "pendulord"... og lige præcis dét ord, kan jeg faktisk rigtig godt lide.
Måske er jeg 108 år gammel, men det er sjusk i min bog, og overhovedet ikke naturlig udvikling som mange argumenterer. Naturlig udvikling er (for mig subjektivt) at helt nye ord opstår, at dialekter ændrer sig, at nogle ord skifter stavemåde (selvom dét også nogle gange virker hovedløst og fordummende på mig... Majonæse? Øh nej, det kan I glemme... never-fucking-ever!!!).
Men når sandheden skal frem er jeg mere bekymret for udvandingen af ordene.
De generationer der er yngre end undertegnede (og det bliver desværre flere og flere..dammit!), har et meget rørstrømsk/dramatisk ordvalg. Der skal ingenting til før de helt helt store ord kommer i spil. Vi taler kærlighed, had, sorg, ekstase... you name it!
Tøser på 16 "æææææælsker" deres "skatte-musse-veninder... møs-møs" på en så passioneret måde, at jeg ikke....selv med min meget livlige fantasi... kan forestille mig, hvordan de så taler til deres kærester. Dermed ikke sagt at der kommer noget specielt godt ud af at reducere en 18 årig knægt til "lille skattemus"... Men måske forstår I hvad jeg siger (maybe not). Det svarer i min verden en lille smule til at stå i en jungle, og bruge al den ammunition, man havde med til at beskytte sig, på det første uskadelige firben man ser... og når så leoparden kommer, hvad har man så at skyde med? Jep... nothing! (Bulgaria 10 points).
Det samme gælder når det er i den negative retning, de taler meget hurtigt om store svigt, had, ulykkelighed og uoprettelig skade. Her har jeg den samme bekymring, hvad vil de sige/skrive hvis de virkelig oplever en stor sorg a´la en de elsker der dør, eller alvorlig sygdom hos de nærmeste. Ammunitionen er brugt op, og genbrug af ordene fra da "bedsteveninden valgte en anden fest end min" vil kunne opfattes som at sidestille de to ting...
Med fare for at lyde uhyggeligt tussegammel (igen), så er det nok også de sociale medier, der fremelsker denne form for sprogbrug. Det hele bliver lidt en konkurrence om de "rigtiges" gunst... så de battler på nuttede ord, store kærlighedserklæringer mm. For at fastslå egen status eller etablere den. Jeg er glad for jeg ikke er 16-17 år idag, det må være hårdt derude, helt seriøst, man er hele tiden blottet på en måde, der umuligt kan være sund, men samtidig ikke er til at slippe udenom i fællesskabets navn.
Jeg kan godt huske, hvordan det var at være teenager, SÅ tusset er jeg heller ikke. Jeg erindrer tydeligt da alt man kom ud for nærmest føltes som verdens undergang eller det modsatte, så følelserne er nok de samme. De bliver bare udstillet på en helt anden måde idag.... jeg ville mildest talt være et nervevrag, hvis det var mig der skulle i krigszonen på den måde.
Dengang talte man med veninderne om det i telefonen eller på værelset.... og ingen kunne se hvad veninderne kommenterede på det drama, der havde udspillet sig til seneste halfest. Ikke for at romantisere verden dengang, for der var masser af sladder i krogene, onde rygter om folk osv... but still!
Okay, det her blev længere end forventet... et tilbagevendende problem! Jeg ville egentlig bare komme frem til at vi har brug for nye ord!!!
Når alle bruger de største og smukkeste vi har i flæng og kaster dem i grams for masserne, så er der brug for anden ammunition, når de virkelig store følelser skal beskrives.
Måske ord som:
- "Nufle" (verbum), kan bruges når man skal udtrykke følelse af et stærkt, særligt venskab man er taknemmelig over. Er også internationalt venligt: "I nuffle you". Kan erstatte BFF´s og deslige.
- "Prorit" (adjektiv). Bruges om en fordærvet person, der mangler integritet og har skuffet fælt på det personlige plan. Eks. "Du er en prorit person" (NOT a compliment!)
- "Kumalm" (substantiv): Et positivt ord der ofte kan hæftes på en person i forbindelse med tak. F.eks. "Tak for liftet, du er en kumalm".
- "Uitslage" (verbum) Virkelig skidt!! Her er tale om decideret foragt eller had, et ord der bør bruges med ypperste forsigtighed, det kan aldrig trækkes tilbage. Og må kun udtales i sager hvor tilgivelse aldrig kan komme på tale (farligere end at udtale Voldemort højt).
- "Haflung" (substantiv) Det nye ord for kærlighed af romantisk karaktér...F.eks. udtalt ved venners bryllupper: "må jeres haflung vare evigt"
- "Miffle" (verbum) Lægger sig tæt op ad haflung, idet det er det nye "elske" (ikke til BFF´s), derfor også valgt med henblik på international venlighed: "I miffle you"
Måske skulle jeg bare snuppe en panodil mere, hoste lidt og slumre hen igen... for alles skyld!
Forresten....I er alle nogle kumalmer ! :-)
Kh.
Agent Ebola
Ingen kommentarer:
Send en kommentar