Jeg er pissesur over jeg ikke må være sur....

For nogle dage siden blev Jesper Juul interviewet til Information vedr. sin nye bog omhandlende aggression ("Aggression- en naturlig del af livet", den udkommer idag). Et interview der satte ca. 7849 tanker i gang i min lille agentknold.

Gør jer selv en tjeneste og læs det:
http://www.information.dk/469922

Jeg synes han slår hovedet på sømmet, så han minimum må have en bule på størrelse med Anholt ved lavvande i panden.

Aggression er blevet tabuiseret i en grad, der i interviewet bliver sammenlignet med hvordan seksualitet blev behandlet for 50 år siden. Det er simpelthen forkert at have negative følelser, nærmest moralsk forkasteligt.

Det er noget jeg har tænkt meget over tidligere (ja det er jo nemt nok at komme og sige nu Anja K.).

Det at alle positive følelser er okay...  og glade happy-clappy-harmoniske mennesker er vores "ideal på piedestal" (sorry... men det rimede lige så fint).

Vi skal tackle alle situationer med sindsro og forståelse. Vi "snakker" om problemerne i stedet for at skændes. Vi "forklarer" børnene hvorfor de ikke må smide brosten i hovedet på hunden, vi skælder dem for guds skyld ikke ud... de kunne jo gå i koma for evigt, eller ende som massemordere.

Og skulle facaden alligevel en dag krakelere, og man får lyst til at råbe "Din fucking spassernarrøv med grimme klamme lortebriller... jeg hader dig kraftedme!!" til moren/kæresten/søsteren/etc. mens man hopper op og ned på stedet eller smadrer sin yndlingskop mod gulvet .. Så står speltsegmentet klar med båren til indlæggelsen på Psykiatrisk traumecenter.... akkompagneret af replikkerne "Åh det var dog også forfærdeligt at det skulle ende sådan... hun HAR altså også kørt sig selv hårdt på det sidste, det kunne jo ikke blive ved med at gå"... Derefter tager de til afrikansk stammedans og drikker grøn the med kvæde.

Det skal lige siges at jeg har sluppet Jesper Juul fri forlængst i dette indlæg (han skal vel også til noget bogsignering eller lign.), og kører ud af min egen tangent ...

Er den slags vredesudladninger konstruktive? Nej gu er de da ej, men de er stadig en del af de menneskelige følelsesregister, som vi et eller andet sted burde favne i sin helhed istedet for at "forbyde" dele af.
Kan man såre andre unødigt undervejs? Ja for pokker, og det ... ja det er ubehageligt og noget lort, men det er utroskab, finanskriser, mandage og laks også.

Det grimme er en del af livet, såvel som det dejlige.

Ingen rynker på brynene over sorg efter dødsfald eller forelskelse, DE må gerne være der, men vreden/aggressionen er sat udenfor døren, og vil blive kaldt til samtale på inspektørens kontor.
Aggression er med andre ord det nye sukker... og bør kvæles i spelt eller stenalderkost a.s.a.p.!!!!

Nu siger jeg ikke, man skal skrige sin galde ud hele tiden. Jeg tror det ville være svært at have gode relationer til resten af verden så, men det bør være okay at blive vred og give udtryk for det, uden man bagefter kan mærke folk tænke "hun er jo ikke rask hende dér".
Måske er hun den raskeste af dem alle, eller måske skal der bare være plads til forskellighed.

Personligt tænker jeg at jeg hvis jeg skulle vælge mellem stabil harmoni og ro og en mere svingende humørkurve.... så valgte jeg det sidste. Synes på alle måder at tinderne er dalene værd, og tror ikke jeg ville kunne mærke/opleve euforisk glæde og lykke på samme intense måde, hvis jeg ikke også havde de sorte huller...

Lige nu har jeg lyst til at sige til europaparlamentet:

"Nu stopper i for satan!!, Tror I virkelig børn er så snotdumme at de ikke kan se forskel på en lakridspibe/tyggegummicigaret og den ægte vare, og i så fald.... burde børn der leger med vandpistoler så ikke også blive bestialske mordere.... slap dog af, og tag jer af nogle rigtige problemer istedet..... fucking fnatmider!"

145 Hurtige dask med nylonreb herfra
Agent G

bare lidt reklame :-)

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/10392547/?claim=bcp6tn7t4rx">Follow my blog with Bloglovin</a>

Det fatter jeg bare ikke en bjælde af....

Men nu er jeg jo også (leverpostejs)blond, så det kunne jeg med stor sandsynlighed sige om rigtig rigtig mange ting ;-)

Her kommer derfor en liste (ufuldstændig og under stadig udvikling samt bakteriologisk kontrol) over en hel del ting, jeg simpelthen ikke forstår, set gennem 112% subjektive og egocentrerede 3D briller (Whoaaa....  it´s amaaaazing):

Insekter i flok:
Insekter er generelt temmelig irriterende dyr, som jeg ikke forstår eksistensen af.... jeg ser her helt bort fra eventuel nyttedyrsværdi indenfor de forskellige arter, og fokuserer udelukkende på "det personlige møde".
Særligt har insekter der starter med M en høj irritationsfaktor, herunder myrer, myg, mariehøner (kun i flokke på en tør sommer), mider, møl m.fl.
F. eks. ved enhver der har betrådt Sverige, haft malaria eller blot vovet sig ud i nærheden af en sø en dansk sommeraften at myg er grusomme utiltalende dyr med slette hensigter, som intet godt bringer med sig. Irritationsfaktor 938.

Myrer lander på en flot andenplands med irritationsfaktor 897, de kniber sig dog op på en delt førsteplads i det øjeblik, man eventuelt falder ned i en stor skovmyretue (grebet ud af luften... lyd af traumatiseret tic høres).

Hvorfor der ikke er nogen, der gider lukke munden på Burhan G:

Jeg magter ham ikke!!! Han er den menneskelige udgave af en flæbehvalp, og hans smånasale hjertesmerte skal STRAKS holde op med at brage ud i den offentlige æter. Jeg tror han er decideret skadelig for

samfundet, og samtidig ville man gøre ham en stor tjeneste ved samme lejlighed, da det på ingen måde kan være rart at skulle pumpe blod rundt i sin organisme med et SÅ smadret hjerte. Jeg foreslår en simpel likvidering, alternativt blot en meget meget lang ferie til Murmansk i størrelsesordenen 70 år.

Really????

Hvorfor Boomy-isen forsvandt fra Friskos sortiment:
Den var altså virkelig god, kaloriefattig og fin i farverne... jeg synes den havde fortjent en bedre skæbne, det kan ikke være rigtigt vi lever i en verden der ikke favner sådanne små hverdagsvidundere.
Og nu vi er ved Frisko, så forstår jeg ikke at de ikke er udkonkurreret af Premier is forlængst... de udviser en syg mangel på innovativ tænkning.... hvem har brug for 619 forskellige slags Magnum is og 35 forskellige Cornetto-vafler...
Næh nej... Premier is, de ved hvad det handler om. Tænk blot på astronaut-isen for at tage et eksempel... en  fantastisk opfindelse der tilfredsstiller alle typer mennesker:

• Børn: "Årh hvaaaad der er en frossen vingummimand i raketten"
• Freaks and Pervs: "Høhøh.... den ligner en fallos"
• Folk på kur: "OH jubel en SÅ velsmagende ting med under 50 kalorier"
• Matematikere: "Hmm.... jeg kunne lave beregninger på ratioen mellem de gule og de røde astronauter, og sandsynligheden for at få en gul i en helt tilfældig kiosk på Østerbro (den er lav kan jeg oplyse)"

Hvorfor katte spiser blomster, når det får dem til at kaste op på en meget "instant" måde:

De går for at være intelligente dyr... og de kan huske alle mulige traumatiske ting, såsom det DØDELIGE i transportkasser for EVIGT, men blomsterne...
"Oh en buket blomster, lad mig straks havarere den med mit destruktive gab, og flænse den med mine tænder"..... 1-2-3 *BLØRPPP* (I læner jer op ad en aflivning små pelsdyr).

(Og ja, jeg ved godt man kan få kattegræs... )

Hvorfor jeg laver denne liste:
Den har ingen almen informationsværdi, ingen kan bruge den til noget... alligevel blev den til. Lidt ligesom jeg selv egentlig ;-)

Hvorfor der ikke er flere børn der bliver navngivet Kurt:
Det er et herligt særegent navn... der vil klinge godt til alle aldre:

• Lillebitte baby-Kurt
• Tumling-Kurt, ingen messer med ham på legepladsen
• Kurt the rebellious teen (tænk blot på Cobain)
• Kurt, manden de ikke kunne slå ihjel (her ses bort fra Cobain)

Ok...point taken!

Kan i have en dejlig søndag aften folkens, fæ, fumlegængere og fusentaster

Kh.
Agent Gorba

Jeg kan godt lide ruskind....

Altså ikke materialet der er tidligere hylster for en hedengangen ko, men bandet "Suede".

Midt i tumult, travlhed, alvorlig sygdom i familien og alt det andet livet kan finde på at kaste i masken på mig lige pt., gør det mig rigtig glad at de er tilbage.

I marts udkom "Bloodsports", som er Suede´s første studiealbum i omkring 11 år.

Det er ikke fordi der er så meget nyt under solen på det album, lyden er næsten 100%  intakt fra fordums storhedstid, men den var unik dengang, og det er den stadig idag....  Naturligvis meget i kraft af Brett Andersons umiskendelige vokal, men også guitarlyden, de markante genkendelige og skarpe melodier, som svæver et sted mellem britpop og britrock fra 90´erne vidner om et band der står ved det de var, det de stadig er og det de kan allerbedst.

Jeg synes man ser alt for mange bands krampagtigt forsøge at forny sig selv og tilpasse sig "nye tider". I min verden mister mange af dem en stor del af deres integritet på den konto, og de ender med at fremstå som behage- og berømmelsessyge desperadoer, som man ikke rigtig kan placere nogen steder, andet end dér hvor der er det største pengeflow. Det er meget få gange det ender som en succes rent musikalsk synes jeg (undtagelser findes naturligvis).

Den fælde er Brett & Co. heldigvis ikke faldet i, kritiske røster finder det kedeligt og forudsigeligt, men jeg beundrer dem for at have modet til at stå fast ved deres helt egen lyd. For ja, jeg mener faktisk det kræver mindst lige så meget mod at stå fast ved det man er, som det gør at genopfinde sig selv.

Jeg vil helt sikkert være at finde i Tivoli d. 27. juni når de spiller årets eneste koncert på dansk grund, og jeg glæder mig.

Brett Anderson har i den mellemliggende periode plejet sin solokarriere, og spørger man mig (og det gør man jo, for det er min fucking blog det her), har han gjort det rigtig godt...

Jeg er vild med den mands stemme, og den nedtonede lyd på de fire soloalbums sammenlignet med tidligere Suede udgivelser, klæder ham ualmindeligt godt. Særligt "Wilderness" fra 2008 har en særlig plads i mit hjerte. Det er et stille helstøbt album, hvor man virkelig fornemmer dybe følelser bag teksterne, og hvor der er ro nok på, til at man kan nå at suge dem ind o blive berørt.

Selvom det ikke skal handle om Brett, synes jeg alligevel det er værd at tage et lyt/kig på liveudgaven af førstesinglen "love is dead" fra hans selvbetitlede debutalbum som soloartist (2007):

Nå men, nok om solo-Brett, jeg er bare nostalgisk glad for at ruskind er tilbage... og ikke har solgt deres sjæl. Og det var dét der fik mig til tasterne efter lang tids stilhed...

Måske ses vi i Tivoli til juni? Jeg giver en øl og en krammer... og jeg tror ham her kommer også ;)

Klask med klipklappere
Agent Gorba

Om at være bange...

Hvad er du bange for??

Det spørgsmål kan være en udfordring a´la... du tør jo ikke! Det kan også være et spørgsmål stillet oprigtigt af en god bekymret ven eller det kan være noget du spørger dig selv om.

Vi er allesammen bange for noget. Da vi var børn var vi bange for mørket (eller i mit tilfælde vampyrer og varulve), som teenagere er vi bange for hvad andre tænker om os, og som voksne er vi bange for...ja alt muligt...

Frygt er en god ting, sålænge den ikke tager overhånd. Den har med garanti reddet os allesammen på et tidspunkt... jeg er f.eks. ret sikker på den rationelle frygt har reddet mit usle liv indtil flere gange under min barndom.
Den irrationelle frygt derimod... det var den der sagde til mig at når jeg blev væk i et storcenter, så ville jeg ALDRIG mere komme hjem, den fortalte mig at jeg skulle sove med et lille kors fordi Grev Dracula stod bag grenene udenfor mit barneværelse, at gadelygten udenfor min mormor og morfar hus i virkeligheden var en ond mand og at bogstavdyret som levede i skoven og ville spise alle børn der ikke havde bogstaver i lommen var 100% virkeligt (hvorfor jeg ALTID havde bogstaver på mig).

Noget af frygten er vel i virkeligheden angst, frygt har (bl.a.)  ifølge Kierkegaard et objekt, noget konkret... altså jeg er bange for en kæmpe hund der er på vej til at bide mig, en krig eller at træde ud på tynd is.
Angst er objektløst... og irrationelt, derfor ofte en følgesvend til psykiske lidelser f.eks. i form af panikangst, fobier eller andet... fælles for angsten er at den indeholder et element af "ingenting", og ifølge den gode hedengangne Søren, er intet det der i virkeligheden "ængster" os.
Men det kan være svært at skelne, hvis jeg er bange for Grev Dracula udenfor mit vindue, er det så et objekt eller er det intet?... for han var der jo ikke (håber jeg).

Anyway, det var slet ikke dér jeg ville hen...

Jeg kom bare til at tænke på at det vi er bange for ofte definerer den måde vi lever vores liv på. Det kan diskuteres om det er sådan det burde være, for ideelt set ville jeg ønske det alene var de ting, der gjorde os glade, der viste os vejen. Nu kommer jeg ud i noget rod igen, for tryghed (altså at undgå det der gør os bange) kan vel også defineres som noget af det der gør os glade... så igen... uhyggelig gråszone jeg svømmer rundt i.

Men altså, man ser ofte folk der er bange for at miste deres job, vælge meget sikre jobs og STADIG være bange. Man ser folk der er bange for at være alene, være i forhold der gør dem meget mere ensomme end de ville have været, hvis de faktisk VAR alene. Så hvad hjælper det egentlig at forsøge at undvige, hvis følelsen alligevel er tilstede.
Hvad ville man så have mistet ved at kaste sig ud i ukendt farvand, udover at finde ud af det måske slet ikke var så farligt?

Som barn var jeg som sagt bange for vampyrer, baskervilles hund, varulve, den onde lygtemand og andet, som helt sikkert er rimelig normalt for et barn med en livlig fantasi.
Jeg var ikke bange for reelle farer som biler der kunne køre mig over, skumle mænd på legepladsen og den slags... dem var jeg helt ligeglad med.

Det er fulgt med mig ind i voksenlivet, jeg er ikke bange for at køre galt (selvom jeg har gjort det et utal af gange), jeg er heller ikke bange for mordere, voldtægtsmænd og bander.... men jeg er pokkers bange for at gå i en mørk skov (som alle jo ved er fyldt med børnegenfærd).

Men skal jeg kigge mig selv lidt ind i sjælen (som muligvis er korrupt), så lever jeg ligeså defineret af at være bange som de førnævnte typer. Jeg er frygtelig frygtelig bange for at gå i stå... jeg tror aldrig det sker, men det definerer da helt sikkert den måde jeg lever på. Jeg prøver hele tiden nye ting af, flytter fysisk rundt som en nomade, skifter job o.s.v... men ligesom den modsatte type ikke kommer sin følelse af usikkerhed til livs ved at bygge et tryghedsfort, så bliver jeg ikke mindre bange for at gå i stå af at fare rundt som en skoldet nøgenrotte... så hvad hjælper det?
Jeg aner det ikke, men jeg får da i det mindste en masse oplevelser ud af det... og det er i min verden meget værd. Og jeg nærer et håb for at dem der vælger anderledes, på grund af en anden slags frygt (bevidst eller ubevidst) OGSÅ får noget godt ud af det.

En anden ting jeg er bange for er at lukke døre, det gør mig ofte helt balstyrisk i hovedet at tænke på jeg ikke har ALLE muligheder åbne og ikke kan blive lige det jeg vil.
Jeg har også kæmpet bravt med angsten for ikke at være bedst, helt konkret har det afholdt mig fra at gøre ting før i tiden, fordi jeg vidste jeg ikke kunne være nummer ét indenfor det felt.
Begge dele tåbeligt!

Problemet opstår nok først når balancen bliver forskubbet.... altså, vi er alle bange for nogle ting, og det sætter sit helt naturlige præg på den verden vi bygger op omkring os selv, sådan er det, og sådan er det også okay at det er. Men det skulle gerne være en balance der måske var 80/20 i favør til de ting der ikke omhandler noget vi frygter, men bliver gjort af ren og skær lyst (jaja... nu kører hun med dét tog igen).... sådan så vi ikke bliver bange for at leve livet med de risici det nu engang indebærer, men istedet bruger de ting vi frygter til at danne et fundament, hvorfra vi kan udforske resten af tilværelsen.
Sgu da egentlig lidt øv (i den kontekst) at mit fundament så er præsenteret som ét der fiser rundt som en ånd i et glas vand... nå, jeg håber og tror på der nok også er lidt andet at hænge fast i..... ellers går det da galt ;-)

Hvorfor skrev jeg dette ?: Det ved jeg ikke!

Hvad skal du bruge det til ?: Det ved jeg ikke!

Hvad er du bange for ?: Det ved jeg ikke!.... Gør du??

Dims på snuden og dask med vanter
Agentgorba

Kære Vinter

Åbent brev til vinteren 2012/2013:

Kære Vinter,

Jeg skriver til dig i affekt, hvorfor jeg på forhånd må undskylde for eventuel brug af ukvemsord og trusler som kommunikationsform.

Jeg føler det er på tide nogen tager bladet fra munden og skriver til dig i direkte, istedet for at adressere dig i halv-upersonlige statusopdateringer på de sociale medier, og hentydninger over frokosten i diverse kantiner landet over.

Vinter; jeg er fandme træt af din opførsel! Du fremturer uden hensyn til andres følelser, som en anden frossen damptromle.
På trods af vores (her taler jeg på hele nordens befolknings vegne) store tålmodighed med dig, vores endeløse skraben is af bilruder, utallige frostsprængninger og influenzaens hærgen... Så kræver du stadig bare ind! Mere lidelse, flere ofre.... tårer der fryser til is på vores røde kinder, snuder der løber, børn der græder, biler der ikke kan starte eller ender i grøfter (best case) o.s.v.

Det er på tide du pakker din lille vintertaske, og rejser hjem hvor du kom fra. Dette er på ingen måde et racistisk udsagn... Men du har ikke permanent opholdstilladelse i Danmark, og din midlertidige er udløbet for længst. Vi er løbet tør for ressourcer, og kapacitet til at have dig boende.

Jeg ser gerne du inden ugens udløb har krydset grænsen og dermed forladt landet. Jeg skal personligt gerne eskortere dig til Kastrup og sørge for du kommer godt gennem check-in og sikkerhedskontrol.

Skulle du vælge at overhøre min begæring, kan jeg ikke love for følgerne. Jeg forestiller mig noget med langvarig tortur. F.eks. legemliggjort ved overdreven brug af ild, hårtørrere, meget varme pyrolytiske ovne, kast med glødende hestesko mod dit isede korpus, og ikke mindst indtil flere eksplosioner fremkaldende varmegrader, der vil ende dit usle liv effektivt.

Din mor vil græde over din skæbne, men hun er nok også den eneste tilbage i verden, der kan føle nogen som helst form for sympati med dit væsen. Du må virkelig være opdraget skidt... Jeg troede noget af det vigtigste man kunne give fra sig var respekten for andre, og et sæt gode værdier.
DU har så  istedet lært at du er verdens centrum, og vi alle er sat på jorden for at være dit legetøj.... Usmageligt hvis man spørger mig!

Hvad bliver det næste? Stiller du op i X-Faktor og tror du skal være popstjerne også?? (ja hvis du skulle være i tvivl, så tror jeg ikke du ville få en eneste stemme, vi er alle grundigt trætte af din sprukne røst, og du har, hvis det står til os (igen hele nordens befolkning), sunget din sidste sang for i år, og vil blive sendt tudende hjem).

Kære vinter, jeg synes du er en spasser, og gider du ikke godt fise af!!

På forhånd tak!

Agent Gorba (med vred panderynke, og truende gestikulering)

Sneglens dag...

Allerede da jeg vågnede ved 11-tiden vidste jeg det... det er en mystisk dag idag, og ikke på den gode måde !

Jeg åbnede øjnene, mest af alt med en følelse af at være én af de der snegle uden hus man ser på skovstierne, som er enten sorte eller orange...
Da jeg var barn trykkede jeg dem på følehornene, ikke så hårdt at de kom til skade, bare lige så de trak dem ind. Det fandt barne-Anja åbenbart en vis morskab i, hvilket kan undre, men ikke desto mindre er et faktum.

Anyway; lige idag føler jeg, at jeg er en orange snegl (absolut ikke en af de sorte) på en våd skovsti, samt at jeg lige er blevet "duttet" på hornene af mig selv. Det er ærlig talt ikke særlig smart at dutte sig selv.

Faktisk... Og ja vi er ude i et sidespring her.... var barne-Anja generelt lidt mærkelig omkring små halvklamme dyr. Det var ikke kun sneglene på stierne jeg antastede, jeg samlede på de der larver med pels, fordi jeg var vild med alt der var blødt... jeg havde dem i syltetøjsglas foret med græs, og med lufthuller i lågene.
Nu hvor jeg skriver dette slår det mig at jeg slet ikke aner om de lådne larver trækker vejret eller har lunger og dermed skulle bruge de lufthuller jeg lavede til noget som helst (???).
Når jeg havde haft dem en dags tid tvang min mor mig til at sætte dem ud igen... under vild protest fra barne-Anja. Jeg var også vild af vrede over jeg ikke måtte sove med dem i min seng... jeeeez.. ;)

Hvis jeg var barne-Anja idag, så tror jeg godt jeg ville passes!

Nå men det er jeg jo ikke, så jeg har prøvet alverdens ting for at komme ud af mit snegle-mode, swuppet (sådan bevæger snegle sig) hen og sat god musik på, swuppet en tur ude i regnen, givet mig selv peptalks med sneglestemmen (lidt nasal) og taget et langt sneglebad... (jo snegle er faktisk meget renlige dyr).

Men intet hjælper... jeg er en fucking "beduttet" småtrist snegl ligemeget hvad jeg gør, og det er mægtig irriterende.

Jeg mødte en pige på min swuppetur, der sang opera mens hun cyklede, det gjorde mig trods alt af en eller anden årsag lidt fortrøstningsfuld...

Senere så jeg en af de der dværge fra fangerne på fortet, jeg kan ikke huske hvem af dem, men det var ham med mest hår... Jeg tænker, det må være hårdt at være dværg, lidt ligesom da man var barn på sin cykel og skulle følge med de voksne, som havde meget større hjul (jeg er åbenbart lidt gået i barndom i skrivende stund).... de dér bittesmå hjulede ben de har, de skal jo tage SÅ mange skridt i forhold til os andre. Igen er jeg tilbage på barnecyklen, som ikke havde gear, og til situationer hvor min mor og morfar grinende råbte "kom så Anja gearløs"... ja korrekt; jeg er skadet for livet af min hårde opvækst. Men tilbage til emnet: Stakkels dværge!

Men det er altså også ret hårdt at være en snegl, de har jo slet ingen ben!! Jeg siger det bare!

Kh.
Agent skovsnegl

Forventningens glæde ...

Selvom det er vigtigt, ja nærmest essentielt, at kunne leve i nuet og være tilstede på bedste mindfulness-manér, er der nu stadig noget utrolig dejligt over at glæde sig.

Generelt glæder jeg mig meget, jeg ser for det meste meget lyst fremad, med enkelte præmenstruelle udfald, hvor jeg overvejer at emigrere, skyde alle på min vej eller sparke til en blomst.

Lige nu glæder jeg mig til et utal af ting heribland kan kort nævnes:

• Turen til Berlin med Camilla a.k.a. Streetmaster Snuggle midt i marts.
• Den dag jeg vågner udsovet (man må godt glæde sig til utopiske ting)
• Min næste kop kaffe
• Den dag jeg ejer et tårn (gentag parantes fra pkt. 2)
• En masse fantastiske koncerter to come.

Og apropos koncerter, så glæder jeg mig helt usigeligt, usmageligt og ikke mindst uhørt til at høre "Daughter" i Lille Vega d. 10. april. 

Siden jeg engang sidst i 2011 stiftede bekendtskab med dem, har jeg været helt blæst væk. Frontfigur Elena Tonra er på én gang ufatteligt skrøbelig og stærk som en okse. Jeg er vild med modsætningerne der spiller sammen og op mod hinanden, og hendes musikalske univers er både smukt og grimt, lyst og mørkt, stille og larmende, storladent og beskedent samt drømmende og realistisk.

Hun startede alene som singer/songwriter, men bandet består nu af yderligere to medlemmer, nemlig guitarist Igor Haefeli og trommeslager Remi Aguilella, og deres smukke debut-EP "His young heart" som udkom i netop 2011, banede vejen for at pladeselskabet Communion (som også har udgivet navne som Ben Howard, Gotye, Three blind wolves m.fl.) fik øjnene op for dem og udgav deres anden EP "The wild youth" i 2012.

Daughters numre er ofte melankolske og/eller frustrerede, grænsende til det selvdestruktive. Og de mørke tekster leveres lækkert indsvøbt i Elenas smukke luftige og meget følelsesladede vokal, hendes fraseringer der understøtter meningen fænomenalt, og simpel instrumentering som komplementerer hende perfekt.

Hvis man lytter rigtigt efter, er det svært ikke at få en klump i maven (jo ...jeg mener maven og ikke halsen), så smukt er det faktisk.

Min første oplevelse af Daughter var med nummeret "Landfill"... En sang om det tveæggede sværd kærlighed/begær kan være, teksten er virkelig... "hård", er nok den rette betegnelse... men som altid pakket smukt ind, dér kunne damerne i Magasin ved juletid virkelig lære noget ;) 

Her kommer et lille uddrag:

"This is torturuos

Electricity between the both of us

And this is dangerous

´cause I want you so much

But I hate your guts

I Hate you

So leave me in the cold

Wait until the snow covers me up

So I cannot move

So I´m just embedded in the frost

Then leave me in the rain

Wait until my clothes cling to my frame

Wipe away your tear stains

Thought you said, you didn´t feel pain"

Det er da lyrik med slagkraft!

Nummeret, som i min optik er uendeligt smukt kan høres her:

Koncerten i Lille Vega er udsolgt, men Daughters debutalbum "If you leave" udkommer til marts, og jeg vil mene man gør sig selv en bjørnetjeneste af dimensioner, hvis ikke man tjekker det ud.

Slutter af med endnu et citat, denne gang en bid af teksten fra nummeret "Run" som vil være at finde på det kommende album:

So we lay in the dark 
We´ve got nothing to say
Just the beating of hearts
like two drums in the grey
I don´t know what we´re doing
I don´t know what we´ve done
But the fire is coming
So I think we should run

God weekend til alle dyr, mennesker og rustne cykler... vær søde ved hinanden!

Agent Gorba

Død over den fordømte fjende!

En værdig fjende er en fjende, der virkelig forstår at slå ned på éns ømmeste punkt (det viser hadsk dedikation, snilde, evne til research og ikke mindst indsigt).

En værdig fjende er med andre ord lidt som den lammestive spasser, der sidst på natten efter en aften i byen, hvor ens fusser gør allermest ondt af de sko, man bare aldrig skulle have taget på, vælger at plante sin str. 46 (gerne hælen) lige ovenpå alle fem fuss-gevækster (læs: tæer), og når man så skriger op, bliver så forskrækket og perpleks at han hæver indsatsen ved at spilde en øl ud over én.

Sådan en fjende er efter mig lige nu!!!

Fjenden har gjort følgende:

• Lavet research på agentens adfærdsmønstre: Resultatet blev identikation af en ofte forekommende sidelæns armbevægelse fra højre mod venstre med en lille plastikfirkant i hånden
• Identificeret det ømme punkt: Den lille plastikfirkants bagland
• Infiltreret baglandet: Hacket sig vej ind i det økonomiske centrum hos bureauet
• Gjort stor skade indefra: Har lænset bureauets (ellers utrolig bugnende) økonomiske centrum for tilgængelige midler.
• Trukket sig ud igen uden at efterlade spor: Ingen ved hvem fjenden er, men den har lavet så god research at det ser ud som om den har kopieret bureauets eget forbrugsmønster :-/

Det er skræmmende.... stille som en Ninja (uden noget i lommerne), har den tømt kontoen hos KGB. Som derfor nu er tvunget ud i flere hits end på normale måneder, for at opretholde sin blotte eksistens. Blod vil flyde i overlevelsens navn, jeg siger det bare!

Og når .... bemærk ordvalget... NÅR og på ingen måde HVIS... jeg fanger fjenden, vil jeg personligt finde stor tilfredsstillelse i at partere vedkommende med min oldgamle og lidt sløve knibtang, altså efter jeg har tvunget ham/hende til at ligge bagbundet på en muggen madras i 2 timer og 40 minutter mens Justin Bieber spilles på max volumen og en nøgen lidet tiltrækkende mandlig dværg danser erotisk til rytmerne.

Lad dette være en advarsel... eller rettere .... et løfte... og hold så nallerne fra KGB´s konto!!

På forhånd tak!!

Kærlige klaps til resten af jer derude
Agent Gorba

Diggeloo diggeley....

Det følgende vil med stor sandsynlighed fjerne den sidste rest af respekt, der måtte omkranse min sølle person, men jeg føler alligevel jeg er nødt til at nævne det.
Det kan muligvis forklare en del af de uoprettelige skader, der er sket bag min pandebrask, og måske endda også visse adfærdsmæssige mønstre jeg er fanget i.

For ca. 3 dage siden læste jeg på Politikens hjemmeside at når det danske melodi grand prix løber af stablen næste gang, vil der være optræden af "legender" (deres ord, ikke mit)... nærmere betegnet Herreys, Johnny Logan og Brotherhood of man.

SKVIIIIRKKK........ SKRAT! (lyd af tidsmaskine)

Vi er i Frederiksværk, året er 1984... Anja K 6 år, sidder klar i sofaen med familien, hun har fået slik på denne særlige dag, og er i en meget grim natkjole med kattemønster. Hun glæder sig usigeligt... grand prix aften er det bedste hun ved, af flere årsager:

1) Hun må være ligeså længe oppe hun vil (yay!)
2) Hun er barneforelsket i Jørgen de Mylius (ja... der røg så værdigheden sammen med respekten)
3) Hun er decideret Grand prix nørd-barn

Showet er igang, og pludselig sker det... Herreys træder ind på scenen, og de har fucking guldsko på!!
Glemt er Jørgen de Mylius, nu har barne-Anja kun øjne for ham i den grønne skjorte... det var stort og overvældende... og virkelig mærkeligt, men lynet slog ned.

Idag kan man undres... MEGET... men Anja K, var et sært barn.

De følgende uger gik det helt agurk, Anja K. fik som altid kasettebåndet med alle sangene på, og memorerede allesammen som sædvanlig og sang med som en vild og gal, men hun glemte ikke Herreys... Og i særdeleshed ikke "manden i den grønne skjorte" (lyder lidt som "Manden med den gule hat" fra Peter Pedal). Så det gik hverken værre eller bedre end at hun klistrede (ok, praktisk var det nok hendes mor) plakater op over sin seng med dem, så hun kunne falde i søvn med billedet af dem på nethinden.

SKRITSJJJJ...SKVULP?? (lyd af tidsmaskine)

Idag tænker jeg at det nok netop er dette indsovningsscenarie, der er skyld i diverse permanente mentale skader der måtte være sket på Anja K. Jeg vil ikke sige hun er uden ansvar, meeeen som mor til hende, KUNNE man jo have tænkt på lagtidsvirkningerne af det her. Jeg mener... det kunne jo være gået meget værre end det rent faktisk er, og hvad så... så havde hun siddet dér med en defekt savlende og mumlende datter, og en sort sort samvittighed, og no way back!

Anyway jeg er vokset fra Melodi grand prix for mange år siden, men nu... ja nu er jeg næsten nødt til at se, hvad der dog er blevet af manden i den grønne skjorte... og ikke mindst ....om de vil bære ligeså højtaljede bukser som dengang ;)

De kærligste klaps

Anja K 34 år