Det spørgsmål kan være en udfordring a´la... du tør jo ikke! Det kan også være et spørgsmål stillet oprigtigt af en god bekymret ven eller det kan være noget du spørger dig selv om.
Vi er allesammen bange for noget. Da vi var børn var vi bange for mørket (eller i mit tilfælde vampyrer og varulve), som teenagere er vi bange for hvad andre tænker om os, og som voksne er vi bange for...ja alt muligt...
Frygt er en god ting, sålænge den ikke tager overhånd. Den har med garanti reddet os allesammen på et tidspunkt... jeg er f.eks. ret sikker på den rationelle frygt har reddet mit usle liv indtil flere gange under min barndom.
Den irrationelle frygt derimod... det var den der sagde til mig at når jeg blev væk i et storcenter, så ville jeg ALDRIG mere komme hjem, den fortalte mig at jeg skulle sove med et lille kors fordi Grev Dracula stod bag grenene udenfor mit barneværelse, at gadelygten udenfor min mormor og morfar hus i virkeligheden var en ond mand og at bogstavdyret som levede i skoven og ville spise alle børn der ikke havde bogstaver i lommen var 100% virkeligt (hvorfor jeg ALTID havde bogstaver på mig).
Noget af frygten er vel i virkeligheden angst, frygt har (bl.a.) ifølge Kierkegaard et objekt, noget konkret... altså jeg er bange for en kæmpe hund der er på vej til at bide mig, en krig eller at træde ud på tynd is.
Angst er objektløst... og irrationelt, derfor ofte en følgesvend til psykiske lidelser f.eks. i form af panikangst, fobier eller andet... fælles for angsten er at den indeholder et element af "ingenting", og ifølge den gode hedengangne Søren, er intet det der i virkeligheden "ængster" os.
Men det kan være svært at skelne, hvis jeg er bange for Grev Dracula udenfor mit vindue, er det så et objekt eller er det intet?... for han var der jo ikke (håber jeg).
Anyway, det var slet ikke dér jeg ville hen...
Jeg kom bare til at tænke på at det vi er bange for ofte definerer den måde vi lever vores liv på. Det kan diskuteres om det er sådan det burde være, for ideelt set ville jeg ønske det alene var de ting, der gjorde os glade, der viste os vejen. Nu kommer jeg ud i noget rod igen, for tryghed (altså at undgå det der gør os bange) kan vel også defineres som noget af det der gør os glade... så igen... uhyggelig gråszone jeg svømmer rundt i.
Men altså, man ser ofte folk der er bange for at miste deres job, vælge meget sikre jobs og STADIG være bange. Man ser folk der er bange for at være alene, være i forhold der gør dem meget mere ensomme end de ville have været, hvis de faktisk VAR alene. Så hvad hjælper det egentlig at forsøge at undvige, hvis følelsen alligevel er tilstede.
Hvad ville man så have mistet ved at kaste sig ud i ukendt farvand, udover at finde ud af det måske slet ikke var så farligt?
Som barn var jeg som sagt bange for vampyrer, baskervilles hund, varulve, den onde lygtemand og andet, som helt sikkert er rimelig normalt for et barn med en livlig fantasi.
Jeg var ikke bange for reelle farer som biler der kunne køre mig over, skumle mænd på legepladsen og den slags... dem var jeg helt ligeglad med.
Det er fulgt med mig ind i voksenlivet, jeg er ikke bange for at køre galt (selvom jeg har gjort det et utal af gange), jeg er heller ikke bange for mordere, voldtægtsmænd og bander.... men jeg er pokkers bange for at gå i en mørk skov (som alle jo ved er fyldt med børnegenfærd).
Men skal jeg kigge mig selv lidt ind i sjælen (som muligvis er korrupt), så lever jeg ligeså defineret af at være bange som de førnævnte typer. Jeg er frygtelig frygtelig bange for at gå i stå... jeg tror aldrig det sker, men det definerer da helt sikkert den måde jeg lever på. Jeg prøver hele tiden nye ting af, flytter fysisk rundt som en nomade, skifter job o.s.v... men ligesom den modsatte type ikke kommer sin følelse af usikkerhed til livs ved at bygge et tryghedsfort, så bliver jeg ikke mindre bange for at gå i stå af at fare rundt som en skoldet nøgenrotte... så hvad hjælper det?
Jeg aner det ikke, men jeg får da i det mindste en masse oplevelser ud af det... og det er i min verden meget værd. Og jeg nærer et håb for at dem der vælger anderledes, på grund af en anden slags frygt (bevidst eller ubevidst) OGSÅ får noget godt ud af det.
En anden ting jeg er bange for er at lukke døre, det gør mig ofte helt balstyrisk i hovedet at tænke på jeg ikke har ALLE muligheder åbne og ikke kan blive lige det jeg vil.
Jeg har også kæmpet bravt med angsten for ikke at være bedst, helt konkret har det afholdt mig fra at gøre ting før i tiden, fordi jeg vidste jeg ikke kunne være nummer ét indenfor det felt.
Begge dele tåbeligt!
Problemet opstår nok først når balancen bliver forskubbet.... altså, vi er alle bange for nogle ting, og det sætter sit helt naturlige præg på den verden vi bygger op omkring os selv, sådan er det, og sådan er det også okay at det er. Men det skulle gerne være en balance der måske var 80/20 i favør til de ting der ikke omhandler noget vi frygter, men bliver gjort af ren og skær lyst (jaja... nu kører hun med dét tog igen).... sådan så vi ikke bliver bange for at leve livet med de risici det nu engang indebærer, men istedet bruger de ting vi frygter til at danne et fundament, hvorfra vi kan udforske resten af tilværelsen.
Sgu da egentlig lidt øv (i den kontekst) at mit fundament så er præsenteret som ét der fiser rundt som en ånd i et glas vand... nå, jeg håber og tror på der nok også er lidt andet at hænge fast i..... ellers går det da galt ;-)
Hvorfor skrev jeg dette ?: Det ved jeg ikke!
Hvad skal du bruge det til ?: Det ved jeg ikke!
Hvad er du bange for ?: Det ved jeg ikke!.... Gør du??
Dims på snuden og dask med vanter
Agentgorba
Ingen kommentarer:
Send en kommentar