Jeg åbnede øjnene, mest af alt med en følelse af at være én af de der snegle uden hus man ser på skovstierne, som er enten sorte eller orange...
Da jeg var barn trykkede jeg dem på følehornene, ikke så hårdt at de kom til skade, bare lige så de trak dem ind. Det fandt barne-Anja åbenbart en vis morskab i, hvilket kan undre, men ikke desto mindre er et faktum.
Anyway; lige idag føler jeg, at jeg er en orange snegl (absolut ikke en af de sorte) på en våd skovsti, samt at jeg lige er blevet "duttet" på hornene af mig selv. Det er ærlig talt ikke særlig smart at dutte sig selv.
Faktisk... Og ja vi er ude i et sidespring her.... var barne-Anja generelt lidt mærkelig omkring små halvklamme dyr. Det var ikke kun sneglene på stierne jeg antastede, jeg samlede på de der larver med pels, fordi jeg var vild med alt der var blødt... jeg havde dem i syltetøjsglas foret med græs, og med lufthuller i lågene.
Nu hvor jeg skriver dette slår det mig at jeg slet ikke aner om de lådne larver trækker vejret eller har lunger og dermed skulle bruge de lufthuller jeg lavede til noget som helst (???).
Når jeg havde haft dem en dags tid tvang min mor mig til at sætte dem ud igen... under vild protest fra barne-Anja. Jeg var også vild af vrede over jeg ikke måtte sove med dem i min seng... jeeeez.. ;)
Hvis jeg var barne-Anja idag, så tror jeg godt jeg ville passes!
Nå men det er jeg jo ikke, så jeg har prøvet alverdens ting for at komme ud af mit snegle-mode, swuppet (sådan bevæger snegle sig) hen og sat god musik på, swuppet en tur ude i regnen, givet mig selv peptalks med sneglestemmen (lidt nasal) og taget et langt sneglebad... (jo snegle er faktisk meget renlige dyr).
Men intet hjælper... jeg er en fucking "beduttet" småtrist snegl ligemeget hvad jeg gør, og det er mægtig irriterende.
Senere så jeg en af de der dværge fra fangerne på fortet, jeg kan ikke huske hvem af dem, men det var ham med mest hår... Jeg tænker, det må være hårdt at være dværg, lidt ligesom da man var barn på sin cykel og skulle følge med de voksne, som havde meget større hjul (jeg er åbenbart lidt gået i barndom i skrivende stund).... de dér bittesmå hjulede ben de har, de skal jo tage SÅ mange skridt i forhold til os andre. Igen er jeg tilbage på barnecyklen, som ikke havde gear, og til situationer hvor min mor og morfar grinende råbte "kom så Anja gearløs"... ja korrekt; jeg er skadet for livet af min hårde opvækst. Men tilbage til emnet: Stakkels dværge!
Men det er altså også ret hårdt at være en snegl, de har jo slet ingen ben!! Jeg siger det bare!
Kh.
Agent skovsnegl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar