Kære Vinter

Åbent brev til vinteren 2012/2013:

Kære Vinter,

Jeg skriver til dig i affekt, hvorfor jeg på forhånd må undskylde for eventuel brug af ukvemsord og trusler som kommunikationsform.

Jeg føler det er på tide nogen tager bladet fra munden og skriver til dig i direkte, istedet for at adressere dig i halv-upersonlige statusopdateringer på de sociale medier, og hentydninger over frokosten i diverse kantiner landet over.

Vinter; jeg er fandme træt af din opførsel! Du fremturer uden hensyn til andres følelser, som en anden frossen damptromle.
På trods af vores (her taler jeg på hele nordens befolknings vegne) store tålmodighed med dig, vores endeløse skraben is af bilruder, utallige frostsprængninger og influenzaens hærgen... Så kræver du stadig bare ind! Mere lidelse, flere ofre.... tårer der fryser til is på vores røde kinder, snuder der løber, børn der græder, biler der ikke kan starte eller ender i grøfter (best case) o.s.v.

Det er på tide du pakker din lille vintertaske, og rejser hjem hvor du kom fra. Dette er på ingen måde et racistisk udsagn... Men du har ikke permanent opholdstilladelse i Danmark, og din midlertidige er udløbet for længst. Vi er løbet tør for ressourcer, og kapacitet til at have dig boende.

Jeg ser gerne du inden ugens udløb har krydset grænsen og dermed forladt landet. Jeg skal personligt gerne eskortere dig til Kastrup og sørge for du kommer godt gennem check-in og sikkerhedskontrol.

Skulle du vælge at overhøre min begæring, kan jeg ikke love for følgerne. Jeg forestiller mig noget med langvarig tortur. F.eks. legemliggjort ved overdreven brug af ild, hårtørrere, meget varme pyrolytiske ovne, kast med glødende hestesko mod dit isede korpus, og ikke mindst indtil flere eksplosioner fremkaldende varmegrader, der vil ende dit usle liv effektivt.

Din mor vil græde over din skæbne, men hun er nok også den eneste tilbage i verden, der kan føle nogen som helst form for sympati med dit væsen. Du må virkelig være opdraget skidt... Jeg troede noget af det vigtigste man kunne give fra sig var respekten for andre, og et sæt gode værdier.
DU har så  istedet lært at du er verdens centrum, og vi alle er sat på jorden for at være dit legetøj.... Usmageligt hvis man spørger mig!

Hvad bliver det næste? Stiller du op i X-Faktor og tror du skal være popstjerne også?? (ja hvis du skulle være i tvivl, så tror jeg ikke du ville få en eneste stemme, vi er alle grundigt trætte af din sprukne røst, og du har, hvis det står til os (igen hele nordens befolkning), sunget din sidste sang for i år, og vil blive sendt tudende hjem).

Kære vinter, jeg synes du er en spasser, og gider du ikke godt fise af!!

På forhånd tak!

Agent Gorba (med vred panderynke, og truende gestikulering)

Sneglens dag...

Allerede da jeg vågnede ved 11-tiden vidste jeg det... det er en mystisk dag idag, og ikke på den gode måde !

Jeg åbnede øjnene, mest af alt med en følelse af at være én af de der snegle uden hus man ser på skovstierne, som er enten sorte eller orange...
Da jeg var barn trykkede jeg dem på følehornene, ikke så hårdt at de kom til skade, bare lige så de trak dem ind. Det fandt barne-Anja åbenbart en vis morskab i, hvilket kan undre, men ikke desto mindre er et faktum.

Anyway; lige idag føler jeg, at jeg er en orange snegl (absolut ikke en af de sorte) på en våd skovsti, samt at jeg lige er blevet "duttet" på hornene af mig selv. Det er ærlig talt ikke særlig smart at dutte sig selv.

Faktisk... Og ja vi er ude i et sidespring her.... var barne-Anja generelt lidt mærkelig omkring små halvklamme dyr. Det var ikke kun sneglene på stierne jeg antastede, jeg samlede på de der larver med pels, fordi jeg var vild med alt der var blødt... jeg havde dem i syltetøjsglas foret med græs, og med lufthuller i lågene.
Nu hvor jeg skriver dette slår det mig at jeg slet ikke aner om de lådne larver trækker vejret eller har lunger og dermed skulle bruge de lufthuller jeg lavede til noget som helst (???).
Når jeg havde haft dem en dags tid tvang min mor mig til at sætte dem ud igen... under vild protest fra barne-Anja. Jeg var også vild af vrede over jeg ikke måtte sove med dem i min seng... jeeeez.. ;)

Hvis jeg var barne-Anja idag, så tror jeg godt jeg ville passes!

Nå men det er jeg jo ikke, så jeg har prøvet alverdens ting for at komme ud af mit snegle-mode, swuppet (sådan bevæger snegle sig) hen og sat god musik på, swuppet en tur ude i regnen, givet mig selv peptalks med sneglestemmen (lidt nasal) og taget et langt sneglebad... (jo snegle er faktisk meget renlige dyr).

Men intet hjælper... jeg er en fucking "beduttet" småtrist snegl ligemeget hvad jeg gør, og det er mægtig irriterende.

Jeg mødte en pige på min swuppetur, der sang opera mens hun cyklede, det gjorde mig trods alt af en eller anden årsag lidt fortrøstningsfuld...

Senere så jeg en af de der dværge fra fangerne på fortet, jeg kan ikke huske hvem af dem, men det var ham med mest hår... Jeg tænker, det må være hårdt at være dværg, lidt ligesom da man var barn på sin cykel og skulle følge med de voksne, som havde meget større hjul (jeg er åbenbart lidt gået i barndom i skrivende stund).... de dér bittesmå hjulede ben de har, de skal jo tage SÅ mange skridt i forhold til os andre. Igen er jeg tilbage på barnecyklen, som ikke havde gear, og til situationer hvor min mor og morfar grinende råbte "kom så Anja gearløs"... ja korrekt; jeg er skadet for livet af min hårde opvækst. Men tilbage til emnet: Stakkels dværge!

Men det er altså også ret hårdt at være en snegl, de har jo slet ingen ben!! Jeg siger det bare!

Kh.
Agent skovsnegl

Forventningens glæde ...

Selvom det er vigtigt, ja nærmest essentielt, at kunne leve i nuet og være tilstede på bedste mindfulness-manér, er der nu stadig noget utrolig dejligt over at glæde sig.

Generelt glæder jeg mig meget, jeg ser for det meste meget lyst fremad, med enkelte præmenstruelle udfald, hvor jeg overvejer at emigrere, skyde alle på min vej eller sparke til en blomst.

Lige nu glæder jeg mig til et utal af ting heribland kan kort nævnes:

• Turen til Berlin med Camilla a.k.a. Streetmaster Snuggle midt i marts.
• Den dag jeg vågner udsovet (man må godt glæde sig til utopiske ting)
• Min næste kop kaffe
• Den dag jeg ejer et tårn (gentag parantes fra pkt. 2)
• En masse fantastiske koncerter to come.

Og apropos koncerter, så glæder jeg mig helt usigeligt, usmageligt og ikke mindst uhørt til at høre "Daughter" i Lille Vega d. 10. april. 

Siden jeg engang sidst i 2011 stiftede bekendtskab med dem, har jeg været helt blæst væk. Frontfigur Elena Tonra er på én gang ufatteligt skrøbelig og stærk som en okse. Jeg er vild med modsætningerne der spiller sammen og op mod hinanden, og hendes musikalske univers er både smukt og grimt, lyst og mørkt, stille og larmende, storladent og beskedent samt drømmende og realistisk.

Hun startede alene som singer/songwriter, men bandet består nu af yderligere to medlemmer, nemlig guitarist Igor Haefeli og trommeslager Remi Aguilella, og deres smukke debut-EP "His young heart" som udkom i netop 2011, banede vejen for at pladeselskabet Communion (som også har udgivet navne som Ben Howard, Gotye, Three blind wolves m.fl.) fik øjnene op for dem og udgav deres anden EP "The wild youth" i 2012.

Daughters numre er ofte melankolske og/eller frustrerede, grænsende til det selvdestruktive. Og de mørke tekster leveres lækkert indsvøbt i Elenas smukke luftige og meget følelsesladede vokal, hendes fraseringer der understøtter meningen fænomenalt, og simpel instrumentering som komplementerer hende perfekt.

Hvis man lytter rigtigt efter, er det svært ikke at få en klump i maven (jo ...jeg mener maven og ikke halsen), så smukt er det faktisk.

Min første oplevelse af Daughter var med nummeret "Landfill"... En sang om det tveæggede sværd kærlighed/begær kan være, teksten er virkelig... "hård", er nok den rette betegnelse... men som altid pakket smukt ind, dér kunne damerne i Magasin ved juletid virkelig lære noget ;) 

Her kommer et lille uddrag:

"This is torturuos

Electricity between the both of us

And this is dangerous

´cause I want you so much

But I hate your guts

I Hate you

So leave me in the cold

Wait until the snow covers me up

So I cannot move

So I´m just embedded in the frost

Then leave me in the rain

Wait until my clothes cling to my frame

Wipe away your tear stains

Thought you said, you didn´t feel pain"

Det er da lyrik med slagkraft!

Nummeret, som i min optik er uendeligt smukt kan høres her:

Koncerten i Lille Vega er udsolgt, men Daughters debutalbum "If you leave" udkommer til marts, og jeg vil mene man gør sig selv en bjørnetjeneste af dimensioner, hvis ikke man tjekker det ud.

Slutter af med endnu et citat, denne gang en bid af teksten fra nummeret "Run" som vil være at finde på det kommende album:

So we lay in the dark 
We´ve got nothing to say
Just the beating of hearts
like two drums in the grey
I don´t know what we´re doing
I don´t know what we´ve done
But the fire is coming
So I think we should run

God weekend til alle dyr, mennesker og rustne cykler... vær søde ved hinanden!

Agent Gorba

Død over den fordømte fjende!

En værdig fjende er en fjende, der virkelig forstår at slå ned på éns ømmeste punkt (det viser hadsk dedikation, snilde, evne til research og ikke mindst indsigt).

En værdig fjende er med andre ord lidt som den lammestive spasser, der sidst på natten efter en aften i byen, hvor ens fusser gør allermest ondt af de sko, man bare aldrig skulle have taget på, vælger at plante sin str. 46 (gerne hælen) lige ovenpå alle fem fuss-gevækster (læs: tæer), og når man så skriger op, bliver så forskrækket og perpleks at han hæver indsatsen ved at spilde en øl ud over én.

Sådan en fjende er efter mig lige nu!!!

Fjenden har gjort følgende:

• Lavet research på agentens adfærdsmønstre: Resultatet blev identikation af en ofte forekommende sidelæns armbevægelse fra højre mod venstre med en lille plastikfirkant i hånden
• Identificeret det ømme punkt: Den lille plastikfirkants bagland
• Infiltreret baglandet: Hacket sig vej ind i det økonomiske centrum hos bureauet
• Gjort stor skade indefra: Har lænset bureauets (ellers utrolig bugnende) økonomiske centrum for tilgængelige midler.
• Trukket sig ud igen uden at efterlade spor: Ingen ved hvem fjenden er, men den har lavet så god research at det ser ud som om den har kopieret bureauets eget forbrugsmønster :-/

Det er skræmmende.... stille som en Ninja (uden noget i lommerne), har den tømt kontoen hos KGB. Som derfor nu er tvunget ud i flere hits end på normale måneder, for at opretholde sin blotte eksistens. Blod vil flyde i overlevelsens navn, jeg siger det bare!

Og når .... bemærk ordvalget... NÅR og på ingen måde HVIS... jeg fanger fjenden, vil jeg personligt finde stor tilfredsstillelse i at partere vedkommende med min oldgamle og lidt sløve knibtang, altså efter jeg har tvunget ham/hende til at ligge bagbundet på en muggen madras i 2 timer og 40 minutter mens Justin Bieber spilles på max volumen og en nøgen lidet tiltrækkende mandlig dværg danser erotisk til rytmerne.

Lad dette være en advarsel... eller rettere .... et løfte... og hold så nallerne fra KGB´s konto!!

På forhånd tak!!

Kærlige klaps til resten af jer derude
Agent Gorba