Efterklangen af Efterklang

Efterklang som også kaldes for rumklang er en langsomt udklingende lyd i et rum, efter kilden til lyden er blevet tavs. Efterklangen måles som den tid, det tager lyden at dø ud til et bestemt niveau.

Dét er en meget rammende beskrivelse af den følelse jeg sidder med efter aftenens koncert med netop Efterklang og Sjællands Symfoniorkester i Konservatoriets koncertsal. Den egentlige lydkilde er blevet tavs for noget siden, men det er langt fra ovre med rumklangen indeni.

For at få detaljerne på plads først, så taler vi om konceptet "60 minutes of X", en række koncerter hvor SSO fusionerer den klassiske musik med den kontemporære. Aftenens koncert med Efterklang og numre fra deres seneste album "Piramida" var den første i rækken i denne omgang, senere følger Aaron og Bryce Dessner fra "The national", Prokofiev/DJ Noize og Uri Caine.

Under introduktionen blev der talt om at idéen var at udbygge symfoniorkestret med et band som Efterklang, eller Efterklang med et symfoniorkester, og samtidig fusionere dem til ét stort band. Udgangspunktet har været Efterklangs numre, og spørgsmålet der blev forsøgt besvaret var: "Hvis man kan lide Efterklang, hvilken type klassisk musik vil man så også kunne lide?"

Jeg ved ikke hvad konklusionen på spørgsmålet endte med at blive, men jeg ved de svarede rigtigt!

Udgangsmaterialet; nemlig Efterklangs Piramida album er intet mindre end fænomenalt. Man skulle ikke tro de tre barndomsvenner Rasmus, Mads og Casper fra Als kunne overgå sig selv, men det har de gjort. Det er et album der både byder på overraskelser, fine små detaljer man først hører ved 10. gennemlytning, og samtidig er det en overdådig drømmende melodiøs buffet, som virker genkendelig fra første færd. Sjældent helstøbt hvis man spørger undertegnede. 
Men samarbejdet med SSO og den innovative tyskfødte dirigent André Ridder, føjede en ekstra dimension til numrene. Det blev decideret smukt og åndeligt, samtidig med at den uhøjtidelige aura der omkranser drengene i Efterklang hele tiden var tilstede. Nærvær er nøgleordet.

Visuelt var det også overdådigt, den smukke sal, alle musikerne, de æstetiske gamle strygerinstrumenter med skrammer fra livets mange koncerter, lyset, smilet på læberne hos både de optrædende og stort set alle i publikum... man følte sig hensat til en anden verden, og som en del af noget større. Det er sjældent og dyrebart at være i sådan et øjeblik, og jeg føler stor taknemmelighed over at have været med.

Supporten var amerikanske Peter Broderick, som også er en del af Efterklangs live-setup, men som soloartist er han absolut også værd at opleve. Han er en sær personage at beskue, men han besidder en fantastisk musikalitet og en vokal der giver drømme vinger. I dagens anledning opvarmede han med et ensemble fra orkesteret, og det satte stemningen perfekt for den auditive og visuelle rejse hele salen skulle ud på. 

Jeg vil gå så vidt som at sige det til tider gjorde nærmest fysisk ondt, hvor mærkeligt det end må lyde. Det var svært ikke bare at lukke øjnene og svømme hen, men samtidig ville man gå glip af så meget ved at gøre det, at man tvang sig til at kigge. Uden at jeg forventer det kan forstås af dem der ikke sad i salen, vil jeg sige at nogle øjeblikke under koncerten legemliggjorde, det man siger med at smerte og glæde er meget tæt forbundet, og på en måde så man fik en fysisk reaktion. Jeg skammer mig på ingen måde over at indrømme at det prikkede gevaldigt i tårekanalerne flere gange. Men latteren var der også, Casper Clausens (vokal) fremtoning, kontakt med publikum og mimik alene var kilde til flere høje grin. En anden kilde til morskab var tanken om at Rasmus Stolberg (Bas og guitar) meget vel kunne være søn af Burt Reynolds som vi kendte ham i 80´erne.... en lidt ranglet udgave, men lighedstrækkene er ikke til at tage fejl af.

Jeg vil stoppe her.... jeg tror I har forstået budskabet, nemlig at jeg giver alle verdens stjerner til denne enestående koncertoplevelse og føler mig usandsynlig heldig og mættet.

Jeg glæder mig nu bare til d. 1. november hvor CPH:DOX har premiere på filmen "The ghost of Piramida" i Grand teatret, en film om tilblivelsen af albummet, som er opkaldt efter den russiske spøgelsesby på Svalbard af samme navn:

http://www.cphdox.dk/d/12film.lasso?ser=1973&s=2012004

Kh.
Agent Gorba

Tanker til diverse dyr... til og fra arbejde.

Jeg blev igår konfronteret med det faktum at det jeg fylder denne blog med, som sådan ikke har noget mål. Og det er 113% sandt :-) men nu er jeg stor tilhænger af at gøre ting uden endestationen for øje, da jeg mener det giver mere plads til spontane tanker, og ideen om at gøre noget bare fordi man har lyst tiltaler mig vældigt!

Så idag handler det om nogle dyr. Dyr der påvirker mig  eller har gjort det, uden egentlig at have været en del af mit liv.

Vi starter i den lette ende af skalaen: Lamaerne der forsvandt!

Jeg arbejder oppe i forskerparken i Hørsholm, eller... det er jeg lige vendt tilbage til at gøre efter et års afstikker til Novo i Gentofte. Pointen med at fortælle dette er, at da jeg sidst arbejdede deroppe, kom jeg hver eneste dag forbi en indhegning med lamaer, lige ved den afkørsel (Hørsholm S red.) jeg skal af på.

Hver morgen kiggede jeg lige på lamaerne inden jeg drejede fra, som sådan en ubevidst handling, men jeg ved, jeg blandt andet bed mærke i følgende.

• Var de udenfor eller inde i deres lille lamahus?
• Stod de i flok, som spredt for vinden eller var der bare én der stod alene, som de andre ikke ville lege med?
• Spiste de?
• Sov de?

Jeg har egentlig aldrig set dem drikke noget, kommer jeg nu i tanke om... Nå! 

Men lamaerne gjorde mig lidt glad hver dag, synes det var en god start på en arbejdsdag lige at tjekke dagens lamabarometer. De er generelt ret hyggelige dyr, som ser lettere mølædte ud, og på en eller anden måde minder lidt om en bamse man har elsket ihjel som barn.

Men i går, hvor jeg havde første arbejdsdag tilbage i forskerparken,  var de pludselig væk. Det føltes lidt uhyggeligt, som et varsel eller lignende. Og jeg er ikke særlig overtroisk, så jeg tror ikke det er et varsel, men jeg ved jeg savner dem, selvom jeg aldrig har kendt dem rigtigt. Hvor mon de er? Kommer de tilbage? (det ser ud som om der foregår noget arbejde i deres fold) eller er de solgt? eller endnu værre aflivet?

Jeg kan mærke jeg ikke får ro før jeg har opklaret sagen!

Og nu straks til noget værre og meget mere alvorligt (for vi ved jo ikke om lamaerne er lykkelige, og kommer igen): Den tragiske andedød!

Vi er igen tilbage i tiden, Anja K har fået fri og kører afsted i Lance, nu på vej PÅ motorvejen istedet for af, og dér midt på tilkørslen, ligger han. Den døde mande-and! I sig selv gjorde synet af en overkørt and mig trist, jeg kan ikke lide når dyr dør, medmindre de har otte ben, eller er udstyret med brod. Så det var slemt nok. 

Men det der virkelig fik mig ned med nakken var at ande-konen, sad inde i rabatten og vågede over sin døde mage. Hver gang der var et hul mellem bilerne der var stort nok (ja jeg stoppede bilen inde i siden) vraltede hun håbefuldt ud på kørebanen, og prikkede til ham med sit næb, for at få liv i ham... og når der så kom en bil, var hun tvunget til at gå tilbage i rabatten, kun for at vende tilbage til ham når der igen var plads og tid til det. 

Hun er der heller ikke mere, men hver eneste dag når jeg kører ned på motorvejen, tænker jeg på dem, og det giver hver gang et stik i agentens hjerte. 

Nu er det sådan med ænder at de er monogame, når de først har fundet deres mage, er det for livet. Det gælder vist i øvrigt også duer, grågæs og spidsmus, men det er for så vidt sagen komplet uvedkommende. Det gør mig bare helt fantastisk trist at mande-anden skulle dø, og at der nu er en dame-and derude, som ikke mere får ællinger i foråret (ællinger gør verden til et bedre sted), og som på et eller andet tidspunkt efter jeg kørte slukøret hjem, har måttet opgive håbet og gå væk i erkendelsen af at han aldrig ville vågne, hvor meget hun end prikkede til ham med sit næb. Måske var det blevet mørkt, det forestiller jeg mig, og hvor mon hun gik henad?

Ja, jeg ved jeg tillægger dyrene menneskelige følelser nu, og at i naturen er romantik ikke eksisterende. Dyrenes adfærd og parringsmønstre er naturligvis blot det der er mest hensigtsmæssigt for arten.... Men jeg kan ikke lade være! 

Jeg håber hun har det godt et sted derude! For nu blev jeg helt trist igen... undskyld på forhånd, hvis jeg har gjort det samme ved dig.

Lover mere muntre toner næste gang :-)

Kh.

Agent Gorba