Bliv hos os Anders, så får du en is!

Jeg er bekymret! Min sjæl er tynget af uro, dommedagstankerne vælter ind over min bevidsthed som en tsunami i langsom gengivelse, og truer med at udslette 3 ud af 5 af mine personligheder...

Hvorfor nu det Anja K? Du plejer da ellers at være i godt humør, hvad er der dog los?

Det er Anders Lund Madsen (igen)! Jeg frygter simpelthen for hans videre eksistens, han bliver mindre og mindre, hans små kinder buler indad, og jeg er slet slet ikke tryg ved situationen! Selvom hans vilde troldehår og skæg camouflerer en del af "somalisyndromet", så er det tydeligt for enhver at han har mistet omkring 67,8% af sin kropsmasse over den senere tid.
Kan det ske at han en dag bliver så lille at man utilsigtet (for det ville det være) ville komme til at træde på ham og ende hans dage?, vil en vred rovfugl kunne snappe ham og forsøge at fodre sine sultne unger med ham, eller ville man kunne glide i ham på sin cykel, ligesom dengang jeg gled i en frø og væltede? (jo det er faktisk sket)

Jeg har netop været en del af publikum til prøveoptagelse på hans nye show "Dårligt nyt", rasende godt... jeg glæder mig til torsdage kl. 22.30 på en ny og spændende måde nu, og torsdage er i forvejen gode, så jeg kunne faktisk være lidt ængstelig for at mine uger fremover vil nå klimaks for tidligt torsdag, og at jeg så skal bruge hele resten af ugen på at forsøge at matche dette forgæves, og dermed vil miste glæden ved fredage som vil føles tomme og hule... hvilket de ikke har fortjent, idet fredage også pr. definition bør være en form for klimaks i sig selv...

De der har kendt mig mere end 14 dage, ved allerede at jeg er voldsomt begejstret for den lille troldegut og hans megakrøllede hjerne... Jeg kan ikke afvise vi ender i en form for ægteskabspagt når han er færdig med at fjolle rundt, da jeg mener hymens lænker vil føles noget mindre snærende i hans selskab end i 88% andre tilfælde.
Tror egentlig det startede da han lavede sit første show med brormand Peter (Mr. Nice Guy Red.), som også er et imponerende væsen, jeg sad ca 100 kilometer oppe under taget på Bellevue teateret, og showet kørte derudaf, det var godt og sjovt, men magien startede for mig først, da han kommer ud på scenen iklædt noget der mest af alt ligner en kæmpe ...æhhh... lad os kalde det kødpølse for børnenes skyld ;) Han udfolder en monolog som slim-ål, og dér vidste jeg det bare!
Jeg vil ikke kalde det kærlighed ved første blik, for jeg sad ærlig talt RET langt oppe under det tag, OG det var før jeg ville indrømme, jeg er nødt til at putte plastikdimser på mine øjenæbler for at fange alle detaljer, men der skete noget... jeg sværger mand!

Anyway, jeg er som sagt bekymret for hans overlevelse... jeg tager hermed personligt ansvar for hans beståen, og vil derfor holde vagt på taget af min bygning indtil han tager på igen, så jeg kan skyde alle rovfugle over Østerbro ned!

Kh.
Agent A

Du ser ud til at være kvinde...

Sådan startede en samtale jeg idag har ført med en fremmed mand i Matas :-)

Jeg svarede "det hænder" og dermed var jeg udnævnt til farvekonsulent for mandens køb af neglelak, der skulle matche hans kærestes/kones/datters ørering, som han dog havde været så forudseende at tage med.

Der er flere ting der undrer mig i denne historie:

Hvorfor vælge at sende en mand i byen efter neglelak? Det er næsten det samme som en kastraktion af den stakkels bærer af Y-kromosomet.  Hold op med den slags! Og så er det jo hyggeligt selv at shoppe de små kulørte krukker. Altså loose-loose at sende ham ud på denne akavede mission som han helt tydeligt heller ikke var tryg ved ;-)

Dette er noget jeg har nævnt før, men min undring nummer 2 går på at jeg altid ender med at blive offer for fremmede menneskers mærkelige spørgsmål. Det gør mig intet, jeg synes jo det er hyggeligt nok at snakke med spøjse mennesker, men det sker gang på gang, og steder hvor der er mange andre valgmuligheder end undertegnede agent.

Undring nummer 3 går på at manden accepterede udfordringen, for én ting er den grusomme kvinde/piges rolle i scenariet, en helt anden er mandens egen accept af at træde ud på sådan et skråplan... Der kan være mange årsager til det, hvoraf nogle mulige listes herunder:

• Han er sygeligt forelsket
• Han er generelt bare flink og hjælpsom (for han virkede faktisk rigtig flink)
• Hunkønnet derhjemme ligger med et brækket ben, og er derfor gangmæssigt indisponibel pt.
• Han er vokset op med en meget dominerende mor
• Han er weekendfar til en teenagedatter, og vil gøre hvad som helst for at undgå hormonbombens raserieksplosioner, samt sørge for at den sparsomme tid de har sammen er ren lykke og harmoni (den kommer tilbage og bider dig i gumpen senere mand)
• Han er drag i smug, og elsker bare koralfarver (de er også dejlige)

Anyway, så fik han en fin koralfarvet neglelak med hjem... jeg er dog lidt såret over at han efter min kyndige konsulenvejledning, alligevel følte et behov for at spørge den midaldrende ekspedientdame, om hun var enig med "hende derhenne" i at de to farver matchede hinanden.

Og med disse ord vil jeg ønske jer en dejlig weekend, vær søde ved hinanden!!

Kh.
Agent Gorba