Altså sådan for alvor? Lægger du mærke til detaljerne, eller har du for travlt med at nå fra A til B...
Nogle dage ænser jeg ingenting, jeg drøner rundt som et kuglelyn og opdager ikke halvdelen af de ting jeg passerer på vejen. Men idag lagde jeg for eksempel (og uden nogen speciel grund) mærke til, hvordan fugle bevæger sig lige et par sekunder før de letter.
De tager ikke tilløb som sådan til at lette, det er mere sådan nogle accelererende spjæt der foregår :-)
Jeg så først en form for kragefugl (jeg tænker allike). Den lavede nogle mystiske spjæt, så tog den tre hop helt og aldeles sidelæns med synkroniserede fødder, før den begyndte at flakse og så lettede. Det ville være synd at kalde det elegant, men det så sjovt ud, og jeg tog mig selv i at tænke på, hvorfor den lige skulle hoppe sidelæns og ikke fremad.
Så mødte jeg en skade, den lavede noget der minder om gadedrengeløb for fugle, og så lænede den sig fremad og bredte vingerne ud.
Egentlig er jeg ikke en særlig visuelt fokuseret person, jeg er mere til duft og føling. Men lige idag fik jeg altså øje på fuglene.
Når jeg cykler lægger jeg altid mærke til alle dufte, de bedste cykelture på året er : Når syrenerne er ved at springe ud, når det lige har regnet på varm asfalt eller en skovbund eller efter en varm sommerdag i København og man kører hjem en sen aften, hvor vinden er ikke eksisterende, og luften hænger tung og ubevægelig over byen, så alle duftene bliver lige der, hvor de er opstået.
Føleriet; det er nok noget med at se med fingrene... Det er som om jeg ikke rigtig ser noget, før jeg har rørt det, om det så er på tøjindkøb, hvor alt lige skal en tur gennem hænderne før jeg overhovedet begynder at kigge på det, på stranden hvor jeg elsker at sidde i en bunke bittesmå sten og røre ved dem og finde en yndling, eller i koncerthuset hvor jeg altid lige skal lade fingrene løbe hen over elefanthudsbetonen, når jeg går langs med den.
Tror mange af os sanser for lidt, måske er vi født med forskellige hovedkanaler hvormed vi oplever verden. Nogle ser på de større linier i det de kigger på, nogle andre hæfter sig ved små detaljer. Andre er så mere duftorienterede, nogle lytter, eller smager og nogle igen mærker sig frem.
Men hvorfor er det sådan? Vi er jo (næsten) alle født med alle sanserne... dem man så ender med at bruge mest, er det de mest udviklede fra fødslen?, eller er det mere et bevidst valg eller noget, der har at gøre med miljø og opvækst? Jeg ved det ikke..
Men jeg ved at jeg allerede som barn var meget fikseret på at røre ved ting der føltes godt, således havde alle mine bamser sløjfebånd om halsen, som så fik frynser der hvor de var klippet af, og så kunne jeg sidde i 100 år og bare køre de her vildt bløde flossede silkefrynser op og ned på min hals, bare fordi det var dejligt. Jeg husker fornemmelsen af at røre ved min morfars skjorteflipper, når han havde de mest bløde af dem på. Det plejede jeg at falde i søvn af. Og glatte sten, som havde ligget i havet i årevis og var blevet slebet helt helt fine, så de næsten var så glatte at man var i tvivl, om man kunne mærke dem. Dem slæbte jeg altid med hjem når vi gik ture på stranden.
Jeg kan huske min oldemor havde nogle fine porcelænskopper, hvorpå der var en lille "tut" på hanken,der var malet med guldfarve, den skulle jeg også altid sidde og køre fingeren henover, jeg kan huske jeg tænkte den lignede smør... det gjorde den egentlig overhovedet ikke, men det tænkte jeg.
Og duftene; dem husker jeg også... duften af min mormors læbestift, af håndsæben på badeværelset, af hybenroser, af havet, af en sovepose der blev pakket ud efter lang tid, af en nyplukket blomme, af jordbærgrød eller af en hårtørrer der bruges for første gang... Dufte er nok det der bringer allerflest minder frem hos mig, et snif og man er kastet lige tilbage i tiden, og ting man ellers aldrig tænker på kommer myldrende frem fra underbevidstheden som myrer fra et hul mellem fliserne.
Nu er det jo ikke sådan at jeg møffer rundt som en blind muldvarp og føler og dufter mig frem overalt. Jeg ser naturligvis også, men det er altid små detaljer der fanger mig ikke det store billede. Det kan være som idag, hvor alliken (?) og skaden egentlig kunne have været helt andre fugle, for jeg hæftede mig næsten udelukkende ved deres ben og den måde de hoppede på. Hvis jeg kører i tog og det regner, kan jeg sidde i VIRKELIG lang tid og bare følge dråbernes vej henover ruden i vinden. Og når jeg kigger på mennesker, så er det altid de samme ting jeg kigger på: Læber, blodårer (som også er sjove at røre ved) og fingre.
Det er det samme når jeg lytter til musik, så er det ofte de helt små elementer i lydbilledet der fanger min opmærksomhed. Og det der gør om jeg ender med at elske eller hade et nummer.
Jeg ved ikke hvad du skal bruge al denne info til, jeg kom bare til at tænke på det da jeg så fuglene idag.. og måske kan du tænke over hvilke sanser du bruger mest til at opleve verden? Måske kan du tænke jeg var et sært barn der sad og aede sig selv med frynser, eller du kan undre dig over hvorfor jeg hæfter mig ved folks blodårer... op til dig!
Men jeg synes vi skal sanse noget mere... tror faktisk det åbner mere af verden for os, og jeg tror også mange af os glemmer det i en travl hverdag.
Kh.
Anja
