Er det fordi der er små hyggelige blomster overalt? Er det fordi kastanietræerne langs søerne er sprunget ud? Kan man se det på temperaturen? Er der dyrebørn??
Til alt det ovenstående, kan jeg med stor sikkerhed sige: NEJ!
Men hvordan ved jeg det så? Er jeg synsk? .... NEJ!
Det der er sket er simpelthen at de lokale drankere er krøbet op ad deres huller og har taget bolig på Melchiors plads igen for sæsonen... De havde i dagens regnfulde anledning fået lov at låne en kæmpeparasol af en af de lokale caféer, og sad så der og skuttede sig på bænken, med øl i hånd og visdomsord i mund :-)
Faktisk er drankerne på Melchiors plads ret hyggelige, hvis man altså lige ser bort fra det sørgelige i deres skæbner, som naturligvis også er en del af scenariet.
Når det er sommer, bliver der stillet et bordtennisbord op på pladsen, som folk kan fornøje sig med, og det ender ofte med at det er de lokale "bænkpassere" som spiller mod diverse børn af de voksne gæster på café Nordlys eller Wokshoppen... på den måde får de voksne en frokost i ro og mag, og børnene lærer et trick eller to med et bat.
Hvem ved måske lærer de mere end det? Man kunne gå så langt som at overveje, om de får et indblik i at de væsener, der sidder på mangen bænk i København med røde næser og skurrende røster, faktisk også er mennesker. Man kan håbe!
Lige præcis drankerne på Melchiors plads er generelt glade for spil over net, sidste sommer havde de selv taget et badminton-net med, og så stod de der og skød med fjerbolde i vilden sky, mens vennerne sad på bænken og piskede en stemning op med høje tilråb... helt ærligt, det fik mig til at trække på smilebåndet mere en én gang. Ikke mindst fordi de sidst på dagen var så beduggede at de skød mere sidelæns end over nettet... Men de hyggede sig vist.
Humor har de også... jeg havde forrige sommer en genstridig lungebetændelse, som plagede mig i over en måned, og tilsyneladende nægtede at bukke under for antbiotika. Nå men, mad skulle jeg jo have, og lige på den anden side af Melchiors Plads ligger en Netto (ca 50 meter fra mit hjem), som jeg i min usle tilstand besluttede at kravle hen i for at proviantere.
På vejen.... ca. lige ud for bænk-kongerne, fik jeg et voldsomt hosteanfald og var tæt ved at vende vrangen ud på mig selv... højst ubehageligt. Men midt i mine (store) lidelser hører jeg en rusten stemme råbe højt "Du holder sgu ikke sæsonen ud"... haha! Og sådan opmuntret fortsatte jeg min færd mod Nettos skatkammer.
På mange måder er disse mennesker en institution i det danske samfund, ja de er stakler, ja de er ofte ildelugtende og møghamrende fulde, og ja de kan være en plet for en Hellerup-frues øje... men en institution er de altså, og om man kan lide dem eller ej, så vil de kravle frem hver gang det bliver forår, og de går ikke igen før vinteren melder sin ankomst.
Personligt har jeg intet problem med dem, jeg synes naturligvis det er sørgeligt at se mennesker ødelægge sig selv på den måde, og jeg mener de bør få hjælp. Men hvis sandheden skal frem, er flere af dem nok allerede udenfor det sociale systems rækkevidde (som lader meget tilbage at ønske)... og jeg tror de har deres egen sære form for livskvalitet og fællesskab lige dér på bænken sammen med ligesindede.
Så jeg hilser dem velkommen, sammen med foråret naturligvis! :-)
Glædelig tirsdag aften til jer alle, må kaffen være ekstra god idag!
Kh.
Agent Gorba (sneaky as hell)
Billedet er (som i nok ser) fra filmen "Bænken" som i øvrigt (og helt uden for kontekst), viser Jesper Christensen som en af DK´s allerbedste karaktérskuespillere... jeg var helt på halen! (og tudede som en besat)