Midt i tumult, travlhed, alvorlig sygdom i familien og alt det andet livet kan finde på at kaste i masken på mig lige pt., gør det mig rigtig glad at de er tilbage.
I marts udkom "Bloodsports", som er Suede´s første studiealbum i omkring 11 år.
Det er ikke fordi der er så meget nyt under solen på det album, lyden er næsten 100% intakt fra fordums storhedstid, men den var unik dengang, og det er den stadig idag.... Naturligvis meget i kraft af Brett Andersons umiskendelige vokal, men også guitarlyden, de markante genkendelige og skarpe melodier, som svæver et sted mellem britpop og britrock fra 90´erne vidner om et band der står ved det de var, det de stadig er og det de kan allerbedst.
Jeg synes man ser alt for mange bands krampagtigt forsøge at forny sig selv og tilpasse sig "nye tider". I min verden mister mange af dem en stor del af deres integritet på den konto, og de ender med at fremstå som behage- og berømmelsessyge desperadoer, som man ikke rigtig kan placere nogen steder, andet end dér hvor der er det største pengeflow. Det er meget få gange det ender som en succes rent musikalsk synes jeg (undtagelser findes naturligvis).
Den fælde er Brett & Co. heldigvis ikke faldet i, kritiske røster finder det kedeligt og forudsigeligt, men jeg beundrer dem for at have modet til at stå fast ved deres helt egen lyd. For ja, jeg mener faktisk det kræver mindst lige så meget mod at stå fast ved det man er, som det gør at genopfinde sig selv.
Jeg vil helt sikkert være at finde i Tivoli d. 27. juni når de spiller årets eneste koncert på dansk grund, og jeg glæder mig.
Brett Anderson har i den mellemliggende periode plejet sin solokarriere, og spørger man mig (og det gør man jo, for det er min fucking blog det her), har han gjort det rigtig godt...
Jeg er vild med den mands stemme, og den nedtonede lyd på de fire soloalbums sammenlignet med tidligere Suede udgivelser, klæder ham ualmindeligt godt. Særligt "Wilderness" fra 2008 har en særlig plads i mit hjerte. Det er et stille helstøbt album, hvor man virkelig fornemmer dybe følelser bag teksterne, og hvor der er ro nok på, til at man kan nå at suge dem ind o blive berørt.
Selvom det ikke skal handle om Brett, synes jeg alligevel det er værd at tage et lyt/kig på liveudgaven af førstesinglen "love is dead" fra hans selvbetitlede debutalbum som soloartist (2007):
Nå men, nok om solo-Brett, jeg er bare nostalgisk glad for at ruskind er tilbage... og ikke har solgt deres sjæl. Og det var dét der fik mig til tasterne efter lang tids stilhed...
Måske ses vi i Tivoli til juni? Jeg giver en øl og en krammer... og jeg tror ham her kommer også ;)
Klask med klipklappere
Agent Gorba
