Når jeg tænker på den, er det ikke som en liste over de mest nyskabende eller geniale albums, der er lavet, men en liste over den musik, der har frembragt følelser, hjulpet mig gennem de sværeste dage, fået mig ud af sengen o.s.v. ja.... simpelthen den musik, der har gjort livet lettere, sjovere eller fået mig til at forstå eller turde mærke det i livet, der ikke er let, og heller ikke nødvendigvis skal være det.
Det første der altid falder mig ind af den slags albums er Rage against the machine´s album af samme navn fra 1992. Jeg tror på det stadig, når jeg engang bliver en mimrende gammel dame, vil være det album, der har givet mig mest.
Når jeg er trist giver det mig kampgejst til at klare det, der skal klares, når jeg er glad gør det mig gladere, og når jeg træner får det mig til at give de 20% mere, jeg ikke troede jeg havde.
Jeg takker guderne for Zack de la Rocha og Tom Morello mødte hinanden, og det band blev dannet, og jeg har i mange år sagt, at jeg aldrig skal giftes, medmindre, der kan blive spillet "Killing in the name of" til mit bryllup. Jeg tror det er fysisk umuligt for mig at høre det album uden på et tidspunkt undervejs at sidde med et saligt smil på læben.
Et andet; der helt sikkert skal med på listen er Ryan Adams "Demolition". Det er et album fuld af følelser, både de gode og de mindre rare. Det lærte mig at elske lyden af mundharmonika, at fusionen mellem country, singer/songwtriter og rock er fantastisk. At det kan være fedt når der ikke synges rent.
Det rummer så mange genrer både separat og blandet sammen, det er umuligt at sætte 100% i bås. Og den mængde dybe følelser der vælter ud af højtalerne på numre som "Cry on demand", "Desire" og "Dear Chicago" er nærmest overvældende. Ydermere overrasker "Chin up, Cheer up" mig hver eneste gang jeg hører det, jeg glemmer ligesom altid hvor godt det egentlig er, indtil omkvæddet begynder, og så bliver jeg voldsomt glad.
Men det er for mig i melankolien han har sin allerstørste styrke, han kan som ingen anden fortolke følelsen af håbløshed, tomhed og savn... så jeg nærmest tror det er decideret farligt at lytte til hans tidligere albums (herunder også Gold, 29 og Love is hell) i nedtrykt sindstilstand.
Jeg er også nødt til at inkludere Teiturs "Poetry and aeroplanes". Det album er så lyrisk smukt at det næsten gør ondt. Generelt er Teitur en meget rørende kunstner, der både besidder en ydmyghed der er enormt tiltalende, og et mod og en ærlighed der går rent ind hos mig. Samtidig har han en skarp stille humor, som man først rigtig forstår når man ser ham live. Jeg bør i den forbindelse nok takke ham der introducerede mig til Teitur i 2007 (ja så sent), ingen nævnt ingen glemt!
Følelsesmæssigt og musikalsk holder det album hele vejen, og jeg tror også det vil kunne give mig en knude i maven når jeg bliver den føromtalte gamle mimredame. Særligt elsker jeg "I was just thinking", "Rough around the edges", "Sleeping with the lights on" og "Shade of a shadow"....
Tina Dickow´s "Count to ten" ... ramte lige ned i den livssituation jeg stod i da det udkom, og satte ord og melodi på de tanker og følelser jeg gik rundt med. Særligt "Craftmanship and poetry" og "You know better" ramte plet.
Pearl Jam´s "vs.", jeg elsker det!! Og uden at nævne mit kommende ægteskab med Eddie med et ord, så må jeg fremhæve "Indifference", "Rats", "Leash" og "Elderly woman behind the counter in a small town".
Depeche Mode "Violator", fordi Personal Jesus er et af verdens bedste numre, fordi Dave Gahan er en af verdens mest sexede mænd (still) og fordi det har en gennemslagskraft der er virkelig sjælden.
Florence and the machine "Lungs", fordi jeg elsker hendes stemme, er fuldstændig vild med dramaet og de store følelser i numre som "Hurricane drunk" , "Kiss with a fist", "Howl" og "Oneeyed girl" , fordi videoen til "Drumming song" ville få mig til at forelske mig i hende, hvis jeg var mand, og fordi hun er helt sin egen...
Radiohead´s "The bends"... fordi "fake plastic trees" er et af mine yndlingsnumre for evigt, som kun kan synges ordentligt af Thom Yorke. Men også på grund af "Just", "High and dry" og "Street spirit"....
Eddie Vedders soundtrack til "Into the wild", fordi både filmen og musikken rørte mig dybt... jeg græd i flere timer efter at have set den film. Og musikken er så smuk, som kun Eddie kan lave den.
Blurs "parklife", fordi det bringer minder om sjove sjove tider, fordi jeg var dybt forelsket i Damon Albarn i gymnasiet (og stadig godt kan forstå hvorfor), og fordi det er så pissegodt skruet sammen, og anderledes end noget andet.
Portisheads "Dummy", fordi det helt simpelt er et fantastisk albums, især "Mysterons" har mit hjerte.
Jeg kan godt se det her må stoppe... jeg laver listen en anden dag for der mangler mindst 100 albums, måske kan den slet ikke laves, forsøget på det, har i hvert fald ikke overbevist mig om det modsatte ;)
Jeg har nærmest dårlig samvittighed overfor dem jeg ikke har nævnt, såsom Beck, Alanis, Björk, The Smiths, Nina Simone, The cure, Tom Waits, Neil Young, Nirvana, PJ Harvey.... og alle de andre ;o)
De fleste af de nævnte albums er af ældre dato, og det er jo naturligt nok jf. kriteriet om at de skal have haft en betydning i mit liv gennem længere tid. Men jeg synes alligevel jeg vil slutte med at huske på at der også nu laves albums, som jeg om måske 10 år ville kunne medtage på listen, eksempler kunne være:
Choir of young belivers "Rhine Gold"
Efterklang "Magic chairs" og "Piramida"
Kira Skov "Memories of days gone by"
The Roy Hargrove quintet "Earfood"
Mumford and sons "Sigh no more"
Joan as police woman "To Survive"
Local Natives "Gorilla Manor"
Great lake swimmers "New wild everywhere"
Tame Impala "Lonerism"
Gotye "Making mirrors" (fik jeg nogensinde nævnt jeg glæder mig til koncerten på onsdag)
Okay... det går heller ikke..haha! Jeg går fandme i seng!
Krammer, en lammer og god weekend til jer alle derude :-)
Agent A
