Da jeg var barn, så vi det altid, og jeg dermed vokset op med Mader og Leths geniale kommentarer. De to supplerede hinanden så godt, som havde de været gift i 50 år... eller som når Rip, Rap og Rup taler, og de afslutter hinandens sætninger.
En af mine yndlingskommentarer kunne være:
Leth: "Byen er berømt for sin produktion af hårnåle"
Mader: "Dér må jeg hen"
eller:
"Kirsipuu er kogt! Hvis man smider porrer og gulerødder ned til ham, har man estisk suppe"
Jeg var stor fan af Greg Lemond dengang, og da Indurain så kom og snuppede trøjen og titlen med sin latterligt lave hvilepuls... ja jeg har personligt aldrig rigtig tilgivet ham. Og jeg synes også "den store brune muskel" ser lidt uhyggelig ud idag:
Det er selvfølgelig vildt uretfærdigt, for han er sikkert en mægtig rar mand (måske med Werthers echte i lommen), jeg ved bare at hvis han råbte ad mig ville jeg løbe, og måske også græde. Og følelser har aldrig været rationelle!
Som teenager kan jeg huske jeg synes Virengue var lækker, det undrer jeg mig en smule over idag.. mage til smørkonge, skal man lede længe efter.
Nå men tilbage til nutiden...
Jeg blev helt oprigtigt rørt da Chris Anker hoppede op på podiet og fik sin hyldest. Den hårde KGB agent har altså et svagt punkt dér. Han er bare sådan én man altid kun kan ønske det bedste for! Hip hurra for Oksen fra Hammel!
Men okay, generelt bliver jeg altid rørt når folk bliver glade... sådan rigtig glade! Jeg kan klare bryllupper uden problemer, se sørgelige ting på tv osv.. men når nogen bliver ægte glade og stolte, og man kan se det på dem, så går det lige i hjertekulen.
Mht. kommentatorerne, så skal ret være ret... Rolf HAR forbedret sig en smule, kun lidt altså. Der er stadig lidt for meget "hvornår skal vi tale om min enorme forgangne storhed" over ham. Og SÅ stor var han vist heller ikke vel ;o)
Dennis Ritter er helt ok, og Leth, ja han skal godt nok træde meget ved siden af sporet, før jeg bliver sur på ham for alvor.
Han er jo en institution i sig selv, og hans stemme er fantastisk, hvis jeg nogensinde skulle købe en lydbog, ville jeg ønske, jeg kunne få én med ham som oplæser. Den er beroligende på lidt samme måde som Thomas Windings, når han læser børnebøger op.
Det er lidt som når man er færdig med en rigtig god bog, man kan gå med en sær tomhed indeni i dagevis bagefter. Et savn er det vel. Hvilket er mærkeligt, idet vi taler om fiktive personer.
Jeg kan blive så påvirket af en bog, at jeg er i dårligt humør i lang tid efter. F.eks. da jeg læste "Den lukkede bog" af Jette Kaarsbøl, der var jeg mut i et par dage minimum. Det var så frustrerende en fortælling, og den gav mig følelsen af at ingen nogensinde bliver rigtig lykkelige.
Men sådan har jeg det altså med touren, den efterlader et mystisk tomrum, som ikke rigtig kan fyldes af andet end tiden. Så nu venter jeg bare!
Jeg glæder mig allerede til næste år :-)
